Dom over omstridt vindmøllecenter må vente

Vestre Landsret udsætter en delafgørelse om plantagerydningen i Østerild Klitplantage med 18 dage til 29. august.

Afgørelsen, der skal vise, om Miljøministeriet har lavet undersøgelser nok forud for vindmølletestcentret skulle være truffet torsdag.

Men udsættelsen på grund af sommerferie får ikke betydning for tidsplanen for det samlede projektet, vurderer Steen Gade, der er SF's ordfører i den omdiskuterede sag om bygning af testcentret for vindmøller i Thy.

- Jeg vurderer ikke, at landsretsafgørelsen vil ændre tidsplanen for det fornuftige projekt, siger Steen Gade.

Dermed går han i rette med ikke mindst Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann, der mener, at udsættelsen er udtryk for sik-sak-kurs.

- Først kan man ikke vente på en afgørelse den 11. august - og nu kan man pludselig godt vente på en afgørelse, der først kommer den 29. august. Det skriger jo til himlen og viser, at man hele tiden har haft tiden til at vente, hvis man ville, siger Jan Dorhmann til Jyllands-Posten.

Miljøminister Karen Ellemann (V) har i et brev til miljøordførerne i Folketinget skrevet, at tidsplanen giver mulighed for, at anden fase af skovrydningen (17 hektar skov) kan udskydes til efter landsrettens afgørelse.

Den første skovrydning har skabt plads til anlæg af veje med mere i forbindelse med testcentret.

Plantagerydningen er flere gange blevet forstyrret af aktivister, der er imod opførelsen af testcentret i Østerild.

Det er lokale lodsejere, der via Landsforeningen for Bedre Miljø har stævnet Miljøministeriet i Østerild-sagen.

/ritzau/

Landsretten har udskudt afgørelse om det omstridte testcenter for vindmøller i Østerild.

Offentliggjort Sidst opdateret