I en nær fremtid vil det sidste danske barn med Downs syndrom komme til verden.
I hvert fald hvis kvinder i Danmark vælger at få fjernet fostre i samme stigende grad, som det er sket, siden Sundhedsstyrelsen i 2004 tilbød alle gravide at få screenet deres foster, skriver Berlingske søndag.
I 2004 blev der født 61 børn med kromosomfejlen. Året efter var tallet halveret, og i alt er antallet af nyfødte med Downs syndrom fra 2004 til 2010 i gennemsnit faldet med godt 13 procent årligt.
Hvis den udvikling fortsætter, vil Danmarks sidste Downs syndrom-barn blive født omkring år 2030.
Blandt forældre til børn med den udviklingshæmmende sygdom vækker det stor harme.
- Vi skal ikke have racehygiejnelignende tilstande, som det her ligner, siger Ulla Brendstrup, der er mor til et barn med Downs syndrom.
- Man går specifikt efter ét handicap. Hvad er det næste? Er det børn med diabetes, der vil blive sorteret fra?, spørger hun.
Næstformand i Landsforeningen Downs Syndrom, Grete Fält-Hansen, har forståelse for, at forældre fravælger et barn med sygdommen.
Sådan sker det 99 ud af 100 gange.
- Men som det er nu, sker dette fravalg på baggrund af en skræmmende mangelfuld viden om Downs syndrom, siger hun.
- Der er mange andre ting, der kan give handicap, og hvis man skal igennem en cost-benefit-analyse for at blive født, så har vi indført grænsekontrol ved livmoderhalsen, tilføjer Grete Fält-Hansen.
Netop det perspektiv - hvad bliver det næste - optager Niels Uldbjerg, professor ved Gynækologisk Obstetrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital og forsker i medicinsk etik.
Som fagperson betegner han det som en "forrygende flot præstation", at antallet af nyfødte børn med Downs syndrom nærmer sig nulpunktet.
- Men hvis du så spørger mig som menneske, så kan jeg jo godt lide, at der er nogle anderledes personer blandt os. Nogle skæve eksistenser man kan spejle sig i og som sætter tanker i gang om livet, siger han til Berlingske.
Etisk Råd har behandlet dilemmaerne ved fremtidens fosterdiagnostik i en redegørelse fra 2009.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde