DR lancerer nyt live nyhedsformat med døgndækning
DR tilbyder stadig TV Avisen klokken 18.30 og klokken 21.00 på DR1, der har mere fyldige opsamlinger af hele nyhedsdøgnet. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
TVA Live vil være opdateret på nyheder døgnet rundt og kan tilgås fra alle DR's digitale platforme.
Fremover vil man alle døgnets timer kunne tilgå et helt nyt nyhedsformat fra DR.
Danmarks public service-kanal lancerer onsdag TVA Live, der livesender døgnet rundt.
Det skriver DR i en pressemeddelelse.
Men det er ikke livesending, som man kender det.
Det er et nyt format, der er vågent døgnet rundt og opdaterer brugeren på de seneste nyheder gennem grafik og studieværter, der står klar til at hoppe på skærmen på de store dagsordener.
- Vi gentænker nu TV Avisen, så den matcher brugernes krav og behov, samtidig med at vi bevarer TV Avisens dyrebare DNA, der har været kernen i vores nyhedsformidling siden 1965, siger Sandy French, der er nyhedsdirektør i DR, i en pressemeddelelse.
TVA Live vil være at finde på alle DR's digitale platforme som en nyhedsopdatering, der er til stede hele tiden og går live, når det giver mening.
- Generelt ser vi en udvikling i flow-tv, hvor folk flytter deres medieforbrug over på digitale platforme.
- Det er klart, at som public service-hus, hvor det er vores vigtigste opgave at sikre, at alle har adgang til vores nyheder, så skal vi også følge den udvikling, siger Marie Buss, der er ledende redaktionschef for tv i DR Nyheder, til Ritzau.
Hun forklarer, at det ikke skal være sendeplanen på en flow-kanal, der bestemmer, hvornår man kan se nyheder.
- Samtidig skal vi også følge med, for der sker meget i verden rundt om os, og der er et større behov for at være til stede og ikke putte med nyhederne og gemme dem til vores udsendelser, siger hun.
DR tilbyder stadig TV Avisen klokken 18.30 og klokken 21.00 på DR1, der har mere fyldige opsamlinger af hele nyhedsdøgnet.
Derudover vil de to nyhedsudsendelser om aftenen få et nyt samlet visuelt udtryk, hvor slægtskabet med dr.dk træder tydeligt frem, lyder det i pressemeddelelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker