DR-næstformand renser Reimer Bo

DR's næstformand, Ole Hyltoft, kommer nu den udskældte DR-profil Reimer Bo Christensen til undsætning i misseren om interviewet med Stein Bagger.

- Han er uskyldig i det rabalder, han er løbet ind i i DR, bortset fra, at hans ønske om at drive privat virksomhed tyder på en vis kærlighed til penge. Men det er jo menneskeligt, siger Ole Hyltoft med henvisning til, at Reimer Bo Christensen lavede Bagger-interviewet i regi af sin egen virksomhed og efterfølgende solgte det til DR.

Ole Hyltoft peger i stedet på ledelsesstrukturen i DR, som årsagen til balladen. Det var nemlig afdelingen DR Medier, der købte interviewet af Reimer Bo Christensen. Tilsyneladende uden, at DR's nyhedsafdeling fik besked.

- Da vi for nogle måneder siden lavede DR's struktur om, advarede jeg forgæves i bestyrelsen mod, at den nye mediedirektør, Mikael Kamber, lige som den tidligere mediedirektør skulle have for meget kompetence til at igangsætte programmer, for jeg mener, at det bør ligge hos indholdscheferne. Og jeg synes, at denne sag er udtryk for, at strukturen er uheldig, siger han og uddyber:

- Det er den opdeling, hvor man deler DR op i to, der nu har vist sin svaghed. Det er degraderende og nedladende over for de indholdschefer, vi har valgt, at man fratager dem retten til at lede DR's programvirksomhed på deres område.

DR's bestyrelse mødes i næste uge, og her regner Ole Hyltoft med, at sagen skal diskuteres.

- Jeg mener ikke, at Mikael Kamber skal fyres, mens hans indflydelse og kompetence skal begrænses. Det er udmærket med en mediedirektør, der er opmærksom på, hvornår det er bedst at sende de forskellige programmer, men det må være indholdscheferne, der har initiativretten i forhold til at igangsætte programmer, siger han.

/ritzau/

DR's næstformand, Ole Hyltoft, mener, at Reimer Bo er uskyldig i Stein Bagger-misseren. Det er DR's struktur, der er problemet, mener Hyltoft.

Offentliggjort Sidst opdateret