DR udleverer Eurovision-papirer efter politisk pres
DR-generaldirektør Maria Rørbye Rønn. Foto: Jens Dresling/POLFOTO/arkiv
Jens Dresling/POLFOTO/arkiv
DR vælger nu alligevel at offentliggøre omdiskuterede dokumenter om kontrakter fra Eurovision.
Danmarks Radio vælger nu at offentliggøre omdiskuterede dokumenter om kontrakter fra Eurovision, som DR er blevet kritiseret fra flere sider for ikke at ville udlevere. Det oplyser DR i en pressemeddelelse.
Mandag kritiserede flere politikere med kulturminister Marianne Jelved (R) i spidsen DR for ikke at ville udlevere papirerne. Nu har DR efterfølgende ændret mening og offentliggør derfor papirerne på sin hjemmeside.
- Vi har genovervejet sagen i lyset af den enorme politiske og mediemæssige interesse og har efter samråd med bestyrelsen besluttet at udlevere kontraktmaterialet, da spørgsmålet om udlevering af materialet nu overskygger sagens egentlige fokus, siger DRs generaldirektør, Maria Rørbye Rønn.
Eurovision, der blev afholdt på Refshaleøen i København i maj, har fået meget opmærksomhed, fordi arrangementet endte med at blive markant dyrere, end der på forhånd var regnet med.
Det er blevet kritiseret fra flere politikere, der ønsker at belyse, hvorfor budgettet blev overskredet så markant.
Oprindeligt lød budgettet på 34,6 millioner kroner, men Eurovision kom til at koste 77 millioner kroner for meget. Det var blandt andet ombygningen af B&W-hallerne på Refshaleøen, som endte med at blive markant dyrere end planlagt.
DR valgte i første omgang ikke af offentliggøre dokumenterne med henvisning til Radio- og fjernsynslovens paragraf 86.
Her står der, at DR er undtaget fra kravet om at give offentligheden indsigt i papirer, der vedrører DR's programvirksomhed og forretningsmæssige forhold.
Det ser DR nu bort fra.
- Dermed fraviger vi principperne om udlevering af fortroligt materiale. Principper, der skal sikre, at DR kan agere på et mediemarked med mange aktører, siger Maria Rørbye Rønn.
Folketingets Statsrevisorer besluttede i sidste uge, at Rigsvisionen skal undersøge, hvorfor Eurovisions budget skred så voldsomt.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker