Dragør krydser coronagrænse og skal prøve at få smitten ned
Smitte i Dragør er primært blandt skolebørn under vaccinationsalderen. Kommunen har hjemsendt børnene.
Dragør Kommune overskrider grænsen for særlige tiltag i forbindelse med coronasmitte.
Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).
Grænsen markerer, hvornår en kommune bør indføre tiltag, der kan nedbringe smitten.
En kommune bør følge anbefalingerne, hvis der i løbet af syv dage konstateres en incidens på 500 eller flere smittede per 100.000 borgere, og der samtidig er flere end 20 smittetilfælde.
Smitten i Dragør er primært på Nordstrandskolen.
- Smitten er koncentreret om skolebørn, der ikke er kommet i vaccinationsgrupperne endnu, siger Helle Barth (V), der er borgmester i Dragør.
Dragør har torsdag en incidens på 542 og 72 tilfælde over syv dage, hvor smitten hovedsageligt er på skolens 5. årgang.
- Vi er så lille en kommune, så der skal ikke så mange smittetilfælde til, før det boner ud på incidenstallene, siger Helle Barth,
Borgmesteren fortæller, at skolen har hjemsendt eleverne på årgangen og oprettet et kviktestcenter i byen som supplement til PCR-testene.
Kommunen har også udvidet åbningstiderne for brevstemning til kommunalvalget, der finder sted 16. november.
- Og så anbefaler vi i det hele taget, at man holder afstand og spritter af, siger Helle Barth.
Brøndby, Ishøj, Glostrup og Albertslund er også over coronagrænsen.
Flere af kommunerne har begyndt at indføre tiltag. Blandt andet i samarbejde med smitteopsporingen og SSI.
I Ishøj Kommune har man opfordret alle borgere til at lade sig teste.
Desuden har man sat testkapaciteten op.
Styrelsen for Patientsikkerhed opfordrer til, at kommunerne opdeler skolebørn og børn i daginstitutioner i mindre grupper. Desuden bør større sociale arrangementer aflyses.
Alle kommunernes borgere bliver opfordret til at overholde Sundhedsstyrelsens anbefalinger: hold afstand, sørg for god håndhygiejne og gå i isolation ved symptomer.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker