Dramatisk historie om Utzons operahus bliver til en film
Jørn Utzon forlod Sydney i protest, inden det berømte bygningsværk stod færdigt. Han kom aldrig tilbage.
Historien om, hvordan en dansk arkitekt var med til at skabe en af verdens mest kendte bygninger, skal nu op på det store lærred.
Omdrejningspunktet for den kommende film er tilblivelsen af Operahuset på havnefronten i den australske storby Sydney. Det er tegnet af danske Jørn Utzon, der døde i 2008 og aldrig nåede at se sit mesterværk stå færdigt.
Produktionen kommer til at være både dansk, svensk og australsk. Den danske producer Ole Søndberg er med i projektet. Han har tidligere produceret blandt andet filmatiseringen af Stieg Larsson-romanen "Mænd der hader kvinder" og tv-serien "Wallander".
- Utzon var en fantastisk dansk arkitekt, og historien om hvordan han skabte Operahuset i Sydney er både fascinerende og skræmmende. Den historie bør blive fortalt, siger Ole Søndberg i en pressemeddelelse.
Filmen kommer til at fokusere på, hvordan Utzon vandt retten til at tegne Operahuset samt den modstand, han mødte undervejs i projektet.
Jørn Utzon ankom til Sydney i 1957. Hans ambitiøse idéer og tanker ramte dog ad flere omgange ind i en mur på grund af politiske diskussioner og budgetbegrænsninger.
Det fik Utzon til at forlade projektet i 1966. Han kom aldrig tilbage for at se det unikke bygningsværk med de hvide sejl, der åbnede i 1973. Australieren Peter Hall overtog den sidste del af processen.
Et år før Utzons død i 2008 kom bygningen på Unescos liste over verdensarv med begrundelsen, at den "står som et af den menneskelige kreativitets uomtvistelige mesterværker ikke bare i det 20. århundrede, men i menneskehedens historie".
Filmen har arbejdstitlen "Utzon: Manden bag Operahuset". Det er uvist, hvornår optagelserne begynder.
Jørn Utzon modtog i 2003 Pritzker-prisen, der regnes for at være den største hæder i arkitektverdenen.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde