Droner kan gøre optælling af fugle mere præcis og skånsom
Droner kan komme til at spille en rolle, når der skal holdes styr på bestanden af forskellige fuglearter. Her ses gæs på træk ved Fyn. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Fugle i kolonier kan blive forstyrret, når mennesker skal tælle dem. Derfor kan det være godt at bruge droner.
Droner kan gøre optælling af fugle mere præcis, og samtidig kan det reducere forstyrrelser for fuglene.
Det viser en videnskabelig rapport, som DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, har lavet, skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Traditionelle optællingsmetoder, hvor mennesker observerer fuglene med kikkert eller teleskop, kan ifølge universitetet være upræcise og i de værste tilfælde forstyrre fuglene.
Særligt kolonier af ynglende fugle som skestorke og måger kan blive forstyrret af mennesker, hvilket kan skade deres ynglesucces.
Det er ifølge rapporten særligt i de tilfælde, at det kan være hensigtsmæssigt at bruge droner.
Ved at fotografere store områder fra luften kan dronerne nemlig levere nøjagtige data om både antal og fordeling - uden at forstyrre fuglene. Tidligere har nogle af disse områder været vanskelige eller umulige at nå, lyder det.
Det kan også ske, at fugle samles i stort antal og gemmer sig bag hinanden og dermed besværliggør en præcis optælling på den traditionelle måde.
Det er ifølge Aarhus Universitet vigtigt at overvåge og optælle fugle for at få et præcist billede af bestandens antal og udvikling.
Ifølge rapporten kan droner med fordel bruges til at overvåge og optælle fugle langs trækruter som den østatlantiske trækrute, hvor fuglene bevæger sig fra området omkring Nordpolen ned til den vestafrikanske kyst.
Rapporten påpeger dog også nogle udfordringer ved at bruge droner til optælling, skriver Aarhus Universitet.
Særligt arter, der lever tæt på kysten, kan nemlig være følsomme over for droner, lyder det.
Også nye teknologier som eksempelvis automatiseret billedanalyse vurderes at kunne bruges til at overvåge fuglebestande. Det kan for eksempel gøre det muligt at identificere fuglearter hurtigere og mere præcist.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker