Droner skal holde større afstand til parker og militærområder
Høringsforslaget lægger op til, at der skal være mulighed for at flyve i områder, der er omkranset af bygninger eller hvor der er opstillet for eksempel master eller vindmøller. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Trafikstyrelsen vil ændre reglerne for droner, så de fremover skal have større afstand til parker og slotte.
Trafikstyrelsen vil tilpasse reglerne for, hvor tæt man må flyve med en drone over parker, slotte, natur og militærområder.
Det skriver Trafikstyrelsen i en pressemeddelelse.
Omfanget af både private og professionelle droneflyvninger er steget markant, siden den eksisterende dronebekendtgørelse, der fastsætter regler og procedurer for at flyve med droner i Danmark, trådte i kraft 1. januar 2021.
Samtidig er myndighederne blevet klogere på, hvor der potentielt kan være sikkerhedsmæssige udfordringer.
Derfor ønsker Trafikstyrelsen ifølge kontorchef Lars Korsholm at opdatere bekendtgørelsen, så reglerne bliver tilpasset udviklingen inden for droneflyvning:
- Derfor lægger vi i høringsforslaget op til en revision af nogle af de gældende afstandskrav og vilkår for at få flyvetilladelse. Men vi åbner også op for nye muligheder for at flyve med droner i områder, hvor det i dag ikke er tilladt, siger han i pressemeddelelsen.
Høringsforslaget lægger blandt andet op til, at der skal være ”yderst begrænset” adgang til offentligt godkendte flyvepladser, militære flyvestationer og sikringskritiske områder. Herudover skal reglerne for at flyve over støjfølsomme områder ændres.
Transportministeriet arbejder på en national dronestrategi, der ventes at komme til at omfatte en række overordnede temaer og udfordringer på droneområdet.
Trafikstyrelsen vil tilpasse dronebekendtgørelsen, så de nye regler gælder fra 1. januar 2024. Udkastet til ændringerne i dronebekendtgørelsen er sendt i høring med frist 6. oktober 2023.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker