Dronning Margrethe bliver rigsforstander efter tronskifte
I november sidste år blev prins Christian (i midten) rigsforstander. Det bliver hans farmor, dronning Margrethe, også søndag, når der har været statsråd, og kronprins Frederik (til højre) bliver udråbt som Danmarks nye konge. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Efter abdikation vil dronning Magrethe være rigsforstander og dermed kunne vikariere for kong Frederik.
Når dronning Margrethe overlader posten som Danmarks regent til sin ældste søn, kronprins Frederik, bliver hun rigsforstander.
Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside.
Det fremgår her, at dronning Margrethe er nummer to i rækken af rigsforstander efter den kommende regent, kong Frederik. Prins Christian er den første rigsforstander.
- Som rigsforstander vil Dronningen kunne varetage forpligtelserne som statsoverhoved, når både D.K.H. Kronprinsen og Prins Christian efter den 14. januar er forhindret heri som for eksempel ved ophold i udlandet, lyder det fra kongehuset.
Dermed er hun med til at repræsentere kongehuset, efter at hun abdicerer 14. januar 2024.
Det har indtil nu været uvist, om dronningen ville fortsætte med at kunne varetage hvervet.
Dermed er det altså dronning Magrethe, den kommende dronning Mary, kommende kronprins Christian, prinsesse Benedikte og prins Joachim der vil kunne tiltræde som rigsforstandere, hvis kong Frederik X er forhindret i at udføre sin gerning.
En rigsforstander varetager regentens forpligtelser, hvis regenten for eksempel er i udlandet. Det kan også være, hvis monarken er umyndig eller syg.
Prins Christian blev rigsforstander i november sidste år, da han fyldte 18 år. Han underskrev erklæringen i et statsråd.
De nye ændringer i truppen af rigsforstandere sker også efter statsrådet 14. januar.
Under dronning Margrethe har det været hendes mor, dronning Ingrid, eller dronningens søster Benedikte, der har haft hvervet, indtil kronprins Frederik og prins Joachim blev myndige.
Senere blev så også kronprinsesse Mary indsat som rigsforstander.
Dronning Margrethes ægtefælle, prins Henrik, var aldrig rigsforstander.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker