Dronning Margrethe deltager i Folketingets markering af tronskiftet

Dronning Margrethe, det nyudnævnte kongepar og prinsesse Benedikte vil være blandt gæsterne, når Folketinget markerer tronskiftet mandag formiddag. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Borgere kan via en Facebook-lodtrækning vinde en invitation til Folketingets markering af tronskiftet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Folketinget mandag formiddag markerer tronskiftet, er det med besøg fra dronning Margrethe.

Det oplyser Folketinget i en pressemeddelelse.

På det tidspunkt er det knap et døgn siden, at dronningen officielt afgav tronen til sin søn.

- Det bliver en dag med en blanding af vemod og forventning, siger Folketingets formand, Søren Gade, i meddelelsen.

- Vi skal takke dronning Margrethe for alle de år, hvor hun har været et samlende midtpunkt for hele riget. Og vi skal byde velkommen til Danmarks nye konge og dronning.

I forbindelse med markeringen vil statsminister Mette Frederiksen (S) komme med en mundtlig meddelelse fra den nyudnævnte kong Frederik X.

På gæstelisten til arrangementet finder man foruden det nye kongepar og dronning Margrethe også den nytiltrådte kronprins Christian, prins Joachim og prinsesse Benedikte.

Omkring 30 borgere vil også få muligheden for at deltage.

Det kræver en særlig invitation, som man kan få ved at deltage i en lodtrækning, som foregår på Folketingets Facebook-side.

Den kongelige familie vil ankomme til Folketingets hovedtrappe klokken 9.40 mandag formiddag. Det fremgår af dagens program, som er blevet offentliggjort torsdag.

Herefter er der møde i Folketingssalen, som Søren Gade har ansvaret for at åbne.

Som afslutning på mødet vil han udbringe et nifoldigt leve for den nye regent.

Herefter følger et festligt indslag, som Folketingets ikke beskriver nærmere. Heller ikke dets presseafdeling har ønsket at uddybe.

Til sidst deltager den kongelige familie i en reception i Landstingssalen, hvor folketingsmedlemmer og andre særligt indbudte gæster er inviteret.

/ritzau/