Dronningen blev overrasket af sine sønner ved militærparade

Også F-16-fly var en del af Forsvarets markering af dronningens regentjubilæum, da en overflyvning med alle flyvevåbnets flytyper fandt sted, imens kongeskibet "Dannebrog" befandt sig i Storebælt. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Mandag har Forsvaret fejret dronningens regentjubilæum, og undervejs dukkede hendes sønner op iklædt uniform.

Offentliggjort Sidst opdateret

Forsvaret har mandag fejret dronning Margrethes 50-års regentjubilæum til lands, til vands og i luften.

Det er Forsvarets officielle gave til dronningen.

Først fløj fly fra flyvevåbnet over kongeskibet "Dannebrog" i farvandet ud for Korsør. Det skete i kombination med en flådeparade med flere af søværnets skibe.

Med i paraden var blandt andet fregatterne "Niels Juel" og "Absalon" samt inspektionsskibet "Thetis".

Efter flådeparaden sejlede kongeskibet til Flådestation Korsør, hvor dronningen skulle høre taler og musik.

Her overraskede kronprins Frederik og prins Joachim hende, da de dukkede op iført uniformer.

Ifølge kongehuset gjorde de deres entré til en potpourri af deres honnørmarcher.

De kongelige marcher er en særlig musiktradition i Danmark. Monarken og medlemmer af kongefamilien har fået komponeret personlige musikstykker.

Efterfølgende overværede prinserne paraden på flådestationen side om side med deres mor.

Begge prinser er uddannet ved militæret.

I september 2020 tiltrådte prins Joachim som forsvarsattaché på Danmarks ambassade i Paris, Frankrig. Med ansættelsen blev han udnævnt til brigadegeneral i hæren.

Kronprins Frederik er primært uddannet inden for Forsvaret.

I april 2015 blev han udnævnt til kontreadmiral i søværnet og generalmajor i hæren og flyvevåbnet.

Mandagens fejring sluttede med en kort tale fra dronningen. Hun takkede for Forsvarets indsats de seneste 50 år, hvor hun har siddet som regent.

Dronning Margrethe blev fejret med taler og musik ved en militærparade på Flådestation Korsør mandag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det var i januar, at den danske dronning rundede 50 år på tronen. Men en stor del af festlighederne blev udsat på grund af de coronarestriktioner, som landet var ramt af på det tidspunkt.

/ritzau/

Både kronprins Frederik (til venstre) og prins Joachim (til højre) overraskede deres mor, dronning Margrethe, ved en militærparade i Korsør mandag. Da de begge har taget militære uddannelser, var de iført uniformer. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mandag markerede Forsvaret dronning Margrethes 50 år på tronen ved blandt andet at foretage en overflyvning af kongeskibet "Danneborg" med fly fra flyvevåbnet samt en flådeparade med flere af søværnets skibe. Her sejler kongeskibet foran fregatterne "Niels Juel" og "Absalon" og inspektionsskibet "Thetis". Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix