Dronningen skal fejre juleaften med sin lillesøster, prinsesse Benedikte. Dog ikke på Marselisborg i Aarhus, sådan som dronningen plejer. De to søstre skal tilbringe aftenen hos venner på Djursland, oplyser kongehuset. (Arkivfoto). Foto: Kongehuset/Ritzau Scanpix
Begge dronningens sønner er i udlandet. Konflikten med Joachim vil sandsynligvis blive berørt i nytårstalen.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
2022 har været et usædvanligt år i det danske kongehus. Store fester i anledning af dronningens 50-års regentjubilæum - men også en konflikt i familien - har ryddet forsider og givet gule breakingbjælker på tv.
For knap var jubilæet fejret, før prins Joachim udløste den største krise i kongefamilien i årtier, da han offentligt kritiserede sin mor for at fratage fire af sine børnebørn deres titler.
Fra 1. januar skal Nikolai, Felix, Athena og Henrik ikke længere tituleres prinser og prinsesse, men grever og komtesse.
Også julen bliver usædvanlig. Dronningen fejrer, som hun tidligere har gjort, højtiden på Marselisborg. Onsdag tog hun ophold på slottet i Aarhus, hvor hun har residens til 30. december.
Men et besøg af sine sønner, svigerdøtre og børnebørn må hun undvære.
Annonce
I begyndelsen af ugen rejste kronprinsparret og deres fire børn på privat rejse til Australien for at holde jul med kronprinsesse Marys familie.
Det er fem år siden, at parret sammen med børnene sidst besøgte kronprinsessens hjemland, oplyste hoffet i en pressemeddelelse 23. november.
Den kongelige familie har i mange år fejret jul på Marselisborg Slot. I år er det anderledes, da hverken kronprins Frederik eller prins Joachim gør dronningen selskab. De fejrer jul i udlandet. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Her fremgår det også, at prins Joachim og prinsesse Marie sammen med deres børn vil tage på en længe planlagt udlandsrejse hen over julen. Ifølge Billed-Bladet er alle prinsens fire børn med.
I stedet får dronningen selskab af prinsesse Benedikte. De to søstre fejrer juleaften hos private venner på Djursland, oplyser kongehuset.
Dronningen plejer at gå til gudstjeneste i Aarhus Domkirke juleaften og juledag den 25.
Et bud er, at hun deltager i højmessen juledag, hvor det er kongehusets præst, biskop Henrik Wigh-Poulsen, der prædiker.
På årets sidste aften, 31. december, er dronningen tilbage på Amalienborg, hvor hun klokken 18.00 holder nytårstale.
Hos Danske Spil har det siden 7. december været muligt at spille på, hvilke emner og ord hun vil tage op.
For eksempel krig, Ukraine, Tour de France, Jonas Vingegaard og prins Joachim.
Michael Bregnsbo, kongehusekspert og historiker på Syddansk Universitet, gætter også på, at konflikten med prins Joachim er med.
Annonce
Måske vil dronningen sige det direkte, ligesom hun gjorde, da hun i 2015 afsluttede talen med en kort bemærkning om, at prins Henrik ville gå på pension.
- Men det er nok mere sandsynligt, at hun vil nævne det i almene og generelle vendinger, så man som seere selv skal tolke, at det er det med prins Joachim, hun hentyder til, siger Michael Bregnsbo.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker