Da dronning Margrethe lidt efter klokken 21 torsdag aften bød lidt flere end 100 statsledere velkommen på Christiansborg Slot, benyttede hun anledningen til at minde gæsterne om vigtigheden af klimatopmødet.
Vigtigheden blev også illustreret af, at væsentligt færre middagsgæster end oprindeligt planlagt lagde vejen forbi Christiansborgs royale sale og den omkring 20 minutter forsinkede middag.
Dronningen fik FN's generalsekretær Ban Ki-moon og Mexicos præsident Felipe Calderón Hinojosa til bords. Hun undgik dermed at sidde ved siden af Zimbabwes præsident og diktator, Robert Mugabe, som der har været spekuleret i på grund af hans anciennitet som statsleder.
Den berygtede afrikanske diktator har siden 2002 haft indrejseforbud i hele EU. Men på grund af FN's regler for diplomatisk immunitet kan diktatoren uden problemer deltage i topmødet.
Det var ikke alle de statsledere, der er i landet, der mødte op til middagen. Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, som ankom torsdag formiddag til Danmark, stod for eksempel ikke på gæstelisten.
Den royale menu bød på brandade med kammuslinger og sauce vert., ballotine af kalkun, ærtepuré og stegte kartofler, estragon sovs og dadelkage med karamelsovs.
Den Kongelige Livgardes Musikkorps og Københavns Drengekor underholdt.
For Danmark deltog blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og fruen Solrún Løkke Rasmussen samt en række ministre.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde