Dronningen overså tilsyneladende det sidste trin, da hun søndag skulle ned ad trappen foran Budolfi Kirke i Aalborg og ind i sin bil, Krone 1. Hun snublede og faldt ned på begge knæ.
Fra klokken 14 havde dronningen deltaget i bispevielsen af provst Henning Toft Bro, og det var, da hun skulle forlade domkirken, at det gik galt. Ifølge sognepræst i Folkekirkens Informationstjeneste i Aalborg Stift, Christian Roar Pedersen, var dronningen dog hurtigt på benene igen, og hun kunne uden besvær sætte sig ind i bilen og køre væk fra stedet.
Dronning Margrethe deltog i bispevielsen sammen med blandt andre kirkeminister Birte Rønn Hornbech (V) og Aalborgs borgmester, Henning G. Jensen (S). Til stede var desuden alle landets biskopper, flere præster og menighedsrådsmedlemmer.
Dronningen har i forvejen skrøbelige knæ på grund af slidgigt. Ikke færre end fem gange er hun blevet opereret i dem, og hun har i dag to kunstige knæ. Den seneste operation foregik i 2007, hvor hun på Århus Sygehus fik indsat en helprotese i det højre knæ.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hoffet til dronningens tilstand.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned