Druk-film høster nomineringer til europæisk Oscar
Herhjemme fortsætter "Druk" også sin sejrsgang. Filmen har rundet over 720.000 solgte biografbilletter. Her ses filmens fire hovedrolleindehavere, Thomas Bo Larsen, Mads Mikkelsen, Lars Ranthe og Magnus Millang med instruktør Thomas Vinterberg i midten. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Thomas Vinterbergs anmelderroste komediedrama kan vinde European Film Awards i fire af de tunge kategorier.
Holdet bag Thomas Vinterberg-filmen "Druk" har god grund til at poppe champagne.
Filmen er nemlig nomineret til fire European Film Awards-priser - det europæiske svar på Oscar-statuetten - ved den virtuelle prisuddeling, som finder sted fra European Film Academys hovedsæde i Berlin fra den 9. til 12. december.
"Druk" er nomineret i de tungeste kategorier og kan blandt andet løbe med statuetten for Bedste Europæiske Film.
Mads Mikkelsen kan vinde i kategorien Bedste Europæiske Skuespiller for sin præstation som gymnasielæreren Martin, der sammen med tre kolleger afprøver den norske psykiater Finn Skårderuds teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt - den halve promille, der afholder en fra at give sig 100 procent.
Thomas Vinterberg kan bryste sig af to nomineringer.
Han kan vinde prisen for både Bedste Europæiske Instruktør og - sammen med Tobias Lindholm - for Bedste Europæiske Manuskript.
Bedste Manuskript vandt duoen tilbage i 2012 for "Jagten".
Med de fire nomineringer fortsætter "Druk" sin internationale sejrsgang.
Filmens fire hovedrolleindehavere, Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Lars Ranthe og Magnus Millang, fik fælles prisen for Bedste Mandlige Skuespiller på San Sebastián International Filmfestival i september.
Måneden efter vandt filmen hovedprisen på London Film Festival.
Den har ligeledes været udtaget til det officielle program til filmfestivalerne i både Cannes og Toronto.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned