Druknet mand var nigerianer

Liget af den mand, der mandag blev fundet af en badegæst i lagune på Amager Strandpark, er en ung nigerianer. Han har kun opholdt sig få måneder i Danmark.

Han hed Opeyemi og nåede kun at trække dansk luft i lungerne i to til tre måneder, før han mandag blev fundet livløs på fire meters dybde i lagunen ved Amager Strandpark.
Det har en nigeriansk mand forklaret politiet, om den afdøde, der ligeledes kom fra det vestafrikanske land.
- Han er blevet identificeret med 100 procent sikkerhed ud fra et foto. Vidnet kendte ham fra et afrikansk miljø omkring kirken på Amager Brogade 251, men ved ikke yderligere om, hvorfor han var i Danmark, siger politiassistent Brian Hansen fra Station Amager.
Ifølge den nigerianske mand var afdøde Opeyemi en del af en udflugt, som kirken lørdag arrangerede til parken 10-øren ved strandparken. Her hyggede gruppen sig med grill og fodboldspil, før man om eftermiddagen gik hver til sidst.
- Om søndagen kom Opeyemi ikke til gudstjeneste i kirken, hvilket han ellers altid gjorde. Det undrede vidnet sig meget over og kontaktede politiet, da han hørte om fundet af den druknede, siger Brian Hansen.
Den endelige dødsårsag er ikke afklaret, og derfor holdes der tirsdag formiddag ligsyn over den afdøde. Den unge mand var i god fysisk form og politiet undrer sig derfor over, hvordan han pludselig kunne drukne i den fredelige lagune i strandparken, hvor en badegæst med dykkermaske og snorkel fandt ham.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret