Drukneulykker i havne skyldes tit alkohol i blodet
Det kan være farligt at opholde sig på en havn, hvis man har sprit i blodet. Det konkluderer Druknestatistikken, som Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet har udarbejdet for Trygfonden.
I 61 procent af de 172 drukneulykker, der skete i eller ved en havn i perioden 2001-2010, har der nemlig været alkohol involveret.
Rapporten konkluderer, at alkohol øger risikoen for at falde i vandet, og alkohol giver også større vanskeligheder i vandet med at orientere sig og bevare fokus.
Antallet af druknede, der har været påvirkede af alkohol, kan imidlertid være meget større. Det er nemlig sjældent, at der bliver foretaget en obduktion, og derfor stammer oplysningerne om alkoholindtagelse hovedsageligt fra vidneudsagn.
En del drukneulykker sker dog uden vidner, og derfor er andelen af druknede, som har indtaget alkohol, formentlig større.
Hvis man kigger på det samlede antal drukneulykker, har en fjerdedel af de druknede været påvirket af alkohol. I alt har der været 713 drukneulykker fra 2001 til 2010. Langt de fleste er mænd, da kun 14 procent af de druknede er kvinder.
Antallet af drukneulykker var i perioden 2001-2009 nogenlunde konstant, men det er faldet i 2010 og 2011. Således var der 43 personer, som døde ved en drukneulykke i 2011.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned