DSB dropper Bombardier i Randers

Med øjeblikkeligt varsel har DSB indstillet arbejde hos togfabrikken Bombardier i Randers til en værdi af 33 mio. kr. Årsagen er, at DSB - trods to ultimatummer - har valgt at lade IC4-togets italienske leverandør Ansaldobreda fortsætte arbejdet med togets computersystemer, skriver amtsavisen.dk.

Bombardierdirektør Christian Algreen-Ussing bekræfter, at Randers-fabrikken er ude af samarbejdet.

- Men der er ikke tale om, at en kontrakt er opsagt. Vi har blot været med i første runde og er kommet med et forslag til design af den togcomputer, der skal styre de nye IC4-tog. Og vi er da kede af ikke at få lov til at levere computeren. Vi er nemlig overbeviste om, at vi kunne levere en god og driftssikker computer til tiden, siger Christian Algreen-Ussing til amtsavisen.dk.

Han fortæller videre, at DSB's fravalg af Bombardier vil få konsekvenser for bemandingen på fabrikken i Randers. I hvilket omfang kan han dog ikke udtale sig om, før medarbejderne er orienteret i løbet af næste uge.

Enhedslistens trafikordfører Per Clausen vil nu have transportminister Lars Barfoed (K) i samråd:

- Nu skal Ansaldobreda atter til at rode med det, firmaet har brugt mere end fem år på ikke at kunne klare. Man spørger sig selv: Når/hvis DSB om et par år alligevel finder ud af, at Ansaldobreda heller ikke denne gang magter opgaven, skal Bombardier så atter ind for at feje stumperne op efter Ansaldobreda, lyder det fra Per Clausen.

/ritzau/

DSB standser øjeblikkeligt it-arbejde hos Bombardier i Randers. Østjylland snydes for nye arbejdspladser, mens IC4-togets fremtidige skæbne fortsat er usikker.

Offentliggjort Sidst opdateret