DSB erkender: Rejseplanen er ikke helt til at stole på
DSB opfordrer rejsende til at holde sig orienteret via rejseplanen.dk eller dsb.dk, hvis man skal ud at køre med tog, men oplysningerne er ikke opdateret på alle strækninger.
Det beklager DSB, men der arbejdes på sagen.
- Man kan godt søge på rejser på de strækninger, hvor togene kører normalt, men på visse strækninger er rejseplanen ikke præcis nok, siger trafikinformationschef Tony Bispeskov.
Togene kører fortsat ikke normalt på Svendborgbanen, på strækningen mellem København og Esbjerg, fra Tinglev til Padborg, fra Tinglev til Sønderborg og på strækningen Odense og Fredericia.
Og søger man på nettet informationer om en rejse på en af disse strækninger, får man en køreplan sammen med en besked om, at DSB har problemer på grund af stormen.
- Vi har haft problemer med at opdatere siden, så man for eksempel kan se, hvornår man ankommer, og hvor lang tid rejsen tager. Men vi er i gang med at opdatere siden, så rejseplanen fungerer på alle strækninger, siger Tony Bispeskov.
Det sker i løbet af onsdagen, men tidspunktet er endnu ukendt.
Mandagsstormen førte til omfattende kaos i store dele af landet for den kollektive trafik.
I hovedstadsområdet blev al S-togtrafik indstillet, den øvrige togdrift havde ligeledes store problemer, og mange passagerer nåede aldrig frem til deres bestemmelsessted før tirsdag.
I Københavns Lufthavn strandede en lang række fly, og passagererne kunne ikke forlade flyene i flere timer.
DSB forventer, at togdriften bliver normal i løbet af ugen.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker