Selv om konsulentfirmaet Atkins for nylig placerede bremseproblemer på tredjepladsen på en "hitliste" over typiske fejl i IC4-togene, mener DSB ikke, man kunne have forudset episoden, hvor et af de nye tog mandag buldrede forbi et rødt stopsignal.
Koncerndirektør Frank Olesen forklarer, at Havarikommissionen nu skal undersøge, hvad der var årsag til problemerne, som fik DSB til omgående at trække togsættet ud af drift.
- Det er ikke en fejl, jeg erindrer, vi har set før. Nu skal vi have undersøgt, hvad det skyldes, og før den undersøgelse er færdig, synes jeg, det er for tidligt at sige, om det er en fejl, vi burde have været opmærksom på, siger Frank Olesen til Ritzau.
De nye IC4-problemer opstod ved den østfynske by Marslev, hvor et tog med passagerer ikke var i stand til at bremse hurtigt nok, da et signal gav besked om, at toget skulle holde tilbage for et forankørende godstog.
IC4-toget blev herefter kørt på værksted, mens passagerne måtte over i et andet tog. Imidlertid mener DSB ikke, passagererne i fremtiden har grund til nervøsitet.
- Vi sætter naturligvis ikke et togsæt ind, hvis vi ikke er trygge ved, at det kan køre på en sikker måde, siger Frank Olesen og fortsætter:
- Når vi tager togsættet ud af drift, er det, fordi vi skal undersøge, hvad fejlen skyldes: Var det en fejl på togsættet, var det en menneskelig fejl, eller var det eksterne faktorer.
Som følge af problemerne har DSB valgt at sætte en foreløbig hastighedsbegrænsning på 140 km/t på IC4-tog, der kører på strækninger, hvor man normalt kører med 180 km/t.
Trods hastighedsgrænsen forventer DSB at kunne overholde køreplanen, men IC4-togene vil miste muligheden for at indhente forsinkelser under kørslen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned