Den nedslidte Storstrømsbros holdbarhed står foran sin første store udfordring, siden Banedanmark den 18. oktober opdagede at broen er begyndt at slå revner og lukkede den for al togtrafik.
Fredag aften klokken 19 sender DSB seks togstammer over broen, som har været strandet i Nykøbing Falster siden lukningen og derfor har betydet færre pladser og flere daglige aflysninger i den sjællandske regionaltogstrafik.
- Banedanmark har givet os tilladelse til at køre over broen, så vi har fuld tillid til, at de har gjort deres arbejde godt. Der er ikke nogen unødvendigt risiko ved at køre over broen, siger trafikinformationschef Tony Bispeskov fra DSB.
Togstammerne vil køre over de 3,2 kilometer over broen enkeltvis med 20 kilometer i timen, og broen vil samtidig blive spærret for al biltrafik frem til klokken 23. Bilister henvises i stedet til Farøbroen.
- Vi er rigtig glade på vegne af vores kunder. Vi har stærkt brug for de tog i vores sjællandske regionaltogstrafik. Og allerede fra mandag vil de igen kunne sikre, at passagererne kan komme rundt på Sjælland, siger han.
De manglende tog har betydet tre aflyste myldretidsafgange morgen og eftermiddag.
DSB vil samtidig også sende nogle lettere MR-tog til Lolland-Falster for at betjene den lokale togtrafik og for at være klar med lettere tog, såfremt Banedanmark genåbner broen gradvist, og derfor først kun tillader lette tog i første omgang.
Togselskabet har gjort flere forskellige forsøg for at få de strandede tog til Sjælland.
Men hidtil har Banedanmark afvist at give dispensation, ligesom togsættene også var for tunge til at kunne sejle med færgen til Tyskland og så kører op gennem Jylland og over Fyn for at komme til Sjælland.
DSB forventer at broen vil blive genåbnet for togtrafik i uge 46.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde