DSB øger bemanding på nordjyske tog efter tjek

Der skal ikke sås tvivl om sikkerheden på tog, der kører med enmandsbetjening, lyder det fra DSB, der fra starten af næste uge genindfører togførerbemanding på strækningerne Aarhus-Aalborg og Aalborg-Frederikshavn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sammen med Dansk Jernbaneforbund har DSB mandag været ude og besigtige strækningerne, efter at lokomotivførerne onsdag i sidste uge nedlagde arbejdet og talte med store bogstaver om de sikkerhedsproblemer, de mente, der var.

Det har nu ført til, at DSB igen sætter mere personale på togene.

I en pressemeddelelse forklarer direktør for Operation & Strategi i DSB, Anders Egehus, at genindsættelsen af togpersonale sker, fordi det desværre ikke har været muligt at opnå enighed mellem parterne omkring procedurer.

- Vi ønsker ikke, at der derved bliver sået tvivl ved enmandsbetjening helt generelt. Derfor beder vi nu en uvildig tredje part om at bidrage til arbejdet. Indtil det arbejde er på plads, vælger vi så at køre med togførerbemanding, siger han i en pressemeddelelse.

Ifølge formanden for Dansk Jernbaneforbund, Henrik Horup, har DSB godt kunne se, at sikkerheden ikke var i orden.

- DSB har været ude og køre den her strækning igennem, og de har så konstateret - efter min opfattelse - at tingene ikke er helt, som de skal være. Det drejer sig om skærme, monitorer og belysning, siger han til Ritzau.

DSB nævner selv træer, der vokser ind over mærker og signaler, samt pærer, der springer. Men disse ting er noget, Banedanmark tager sig af, og de gør deres arbejde upåklageligt, lyder det fra Henrik Horup.

At der bliver genindsat togpersonel på de nord- og østjyske strækninger, er dog det vigtigste. Hvorvidt DSB indrømmer, at de har taget fejl, er formanden mindre interesseret i:

- Nu får man bragt de forhold i orden, som vi har været med til at påpege ikke var i orden, og så vil man også sætte uvildige personer til at kigge på forholdene.

- Det vigtigste for mig er, at der bliver indsat personale i togene, indtil forholdene bliver bragt helt i orden, siger han.

Jernbaneforbundets formand mener, det er en tilfredsstillende løsning, at der igen kommer mere personale på togene til at holde øje med dørene, indtil der er de oversigtsforhold, der skal til for, at lokoførerne kan køre alene.

/ritzau/