DSB fik en række nye udfordringer, da der natten til fredag udbrød brand i et togsæt i Fredericia, og en fejl i et fjernstyringsanlæg i Roskilde betød, at signaler og højttalere ikke virkede på det meste af Sjælland.
Uheldene betød store forsinkelser for morgentrafikken, passagerer, der måtte stå op, mens andre blev kørt i busser fra de sjællandske stationer.
- Prognosen nu er, at togdriften vil være normal omkring middagstid. Men man må regne med enkelte forsinkelser fra København til Fredericia og retur, ligesom togene kan føles for små, siger Thomas Gordon Clausen, chef for DSBs driftscenter.
- Brandvæsnet frigiver området ved Fredericia Banegård omkring klokken 11. Det betyder, at vi kan få frigivet de øvrige togsæt. Det vil afhjælpe forsinkelserne, siger Thomas Gordon Clausen.
DSB måtte slå alarm klokken fire, da der udbrød brand i et togsæt, der holdt parkeret uden for Fredericia Banegård.
I syv af togvognene blussede en voldsom brand op, og for en sikkerheds skyld måtte brandvæsnet slukke for strømmen.
Det betød, at alle de ni store, elektriske IC4-togsæt, der normalt kører pendlerne mellem Jylland og Sjælland, blev låst inde.
DSB kender ikke årsagen til branden.
- Men det er helt usædvanligt, at der kan gå ild i et togsæt. Det er nærmest umuligt, siger driftscenterchefen.
Også togdriften over det meste af Sjælland er påvirket det meste af fredagen. På strækningen, som DSB kalder Lille Syd, mellem Roskilde-Køge-Næstved, vil der kun køre et tog i timen i stedet for to indtil klokken cirka 12.
På strækningen mellem Roskilde og Holbæk skal passagererne med bus. Mellem Holbæk og Kalundborg kører der tog en gang i timen.
- Vores råd er, at folk skal holde øje med vores hjemmeside, som hele tiden bliver opdateret, siger Thomas Gordon Clausen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned