DSB truer med totalt togstop efter jul

Hvis DSB og selskabets strejkende værkstedsarbejdere ikke finder en løsning på deres stridigheder, må danskerne efter jul finde på alternative måder at transportere sig på.

Det fortæller DSB's konstituerede topchef, Jacob Kjær, efter et møde med repræsentanter for de flere hundrede strejkende håndværkere.

- Der kommer et tidspunkt, hvor alle tog må holde stille. Jeg beklager selvfølgelig meget dybt de konsekvenser, det her har for passagererne, siger Jacob Kjær.

Allerede i dag vil DSB aflyse tog som følge af strejken, og fra torsdag morgen vil halvdelen af alle togafgange være aflyst. Aflysningerne rammer S-tog, regionaltog og fjerntog samt togene på Kystbanen, oplyser DSB.

- Hvis vi ikke tager nogle tog ud nu, vil vi ikke kunne køre tog hen over julen. Så der kommer ikke til at køre færre tog, end der gør fra i morgen (torsdag, red.), siger Jacob Kjær.

Værkstedsarbejderne har efterlyst fælles aftaler om løn og arbejdsforhold i forbindelse med, at de ved indgangen til 2011 blev flyttet til datterselskabet DSB Vedligehold.

Ifølge en pressemeddelelse fra DSB ønsker arbejderne blandt andet at få en aftale om pensionsindbetaling af deres resultatløn. Men det vil ledelsen ikke.

- Situationen, som den er lige nu, er selvfølgelig ikke konstruktiv. Vi kan ikke gå med til løsninger, der koster os flere penge, fastslår Jacob Kjær.

Flemming Rasmussen, der er landsformand for de strejkendes fagforening FO Metal, fortæller efter mødet, at han opfordrer de mange hundrede strejkende håndværkere til at genoptage arbejdet.

- Vi er midt i en forhandling, og jeg håber på, vi finder en konstruktiv løsning. Jeg fornemmer, at der er villighed til, at de finder nogle løsninger. Der er håb, siger han og afviser, at hans medlemmer tager de togrejsende som gidsler ved at opretholde strejken:

- Vi har ikke taget nogen som gidsler her. Men der er konsekvenser ved enhver arbejdsnedlæggelse, siger han.

Parterne mødes for at diskutere situationen ved et nyt møde fredag.

/ritzau/

Hvis håndværkerne ikke genoptager arbejdet, vil alle DSB-tog holde stille efter jul, siger DSB-chef.

Offentliggjort Sidst opdateret