DSB's datterselskab DSBFirst skylder per 1. marts moderselskabet 304 millioner kroner. Det oplyser DSB til DR Nyheder.
Hvis en tvivlsom handel mellem DSB og DSBFirst, som Rigsrevisionen har sat kraftigt spørgsmålstegn ved, som ventet bliver rullet tilbage, så er gælden 396 millioner kroner.
- Jeg er da bekymret for, om DSBFirst går konkurs. Når selskabet ikke tjener penge og har en kæmpegæld, så er der jo risiko for konkurs, siger DFs trafikordfører, Kim Christiansen, til DR Nyheder.
Hvis DSBFirst går konkurs, vil der pludselig ingen være til at køre tog på Kystbanen ved København og i Sydsverige.
Og det statsejede DSB vil stå tilbage med et kæmpemæssigt tilgodehavende fra sin afdøde datter. Regningen ender hos danske skatteydere, der hvert år betaler DSB over 4 milliarder kroner for at køre tog i Danmark.
- Det er ikke holdbart, for når en gæld hele tiden vokser, så kommer der jo et tidspunkt, hvor man ikke kan betale pengene tilbage, siger de radikales trafikordfører, Johs Poulsen, til DR Nyheder.
Hele sagen vidner om, at DSB i sin iver efter at vinde Øresundskørslen gav et for billigt bud, der ikke kan tjenes penge på. Nu beskyldes DSB for ulovligt at støtte sit nødlidende datterselskab med danske skattekroner.
- Vi har godkendt en kontrakt med et tilsyneladende for billigt bud, men dengang fik vi revisorernes ord for at det var okay, siger Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti.
Sagen undersøges nu fra flere sider. DSB har sat en advokatundersøgelse i gang, rigsrevisionen er på vej med en beretning, og for nylig bad transportministeren revisionsselskabet KPMG undersøge det oprindelige bud og økonomien i DSBFirst.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde