DSB's skandaletog er kommet godt fra start
Siden 10. december har de skandaleramte IC4-tog været på skinnerne mellem Aarhus og København.
Efter et utal af problemhistorier om IC4-togene kan det måske lyde for godt til at være sandt, men ifølge DSB har de italiensk-producerede tog kørt uden større problemer i de første ni hverdage på strækningen mellem landets to største byer.
Det skriver metroXpress.
- Der var nogle forsinkelser de første dage, men det havde noget at gøre med signalfejl i det jyske - og ikke IC4-togene. Her i de senere dage har de kørt uden problemer, siger trafikinformationschef Tony Bispeskov fra DSB.
DSB vil nu afvente kundernes reaktioner og dernæst vurdere, om IC4-vognene skal endnu mere i brug i det kommende år.
- Det afhænger meget af, om det er noget, passagererne tager godt imod, siger Tony Bispeskov til metroXpress.
- Det er noget nyt, og kunderne skal have mulighed for at indstille sig på det. Så finder vi ud af, om det måske skal udvides, eller om der skal ændres lidt på det, tilføjer han.
IC4-togene har ellers udviklet sig til en skandalehistorie på grund af massive forsinkelser og produktionsfejl. De viste stor ustabilitet, da man i første omgang satte dem ind i togtrafikken i 2008.
I 2011 endte man med at tage togene ud af drift efter problemer med bremserne, og siden genindsættelsen i juli har toget kun kørt med passagerer på strækningerne mellem Aarhus og henholdsvis Esbjerg og Aalborg.
Statistikken fra de jyske skinner viser imidlertid, at 97 procent af afgangene i juli og august skete med en forsinkelse på maksimalt seks minutter.
Og fra 10. december blev de altså - for første gang i over et år - sat til at køre mellem Aarhus og København.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet