Du kan stadig nå at gøre din bolig mere energivenlig med tilskud

Med varmepumpepuljen kan husejere få op mod 17.000 kroner til en luft til vand-varmepumpe og 27.000 kroner til en jordvarmepumpe. Det gennemsnitlige beløb er omkring 18.000 kroner, oplyser Energistyrelsen. (Arkivfoto). Foto: Rune øe/Ritzau Scanpix

Du skal være hurtig, hvis du skal nå at sikre dig et tilskud til energirenovering, inden puljerne lukker. Til gengæld er der god tid til at få udført arbejdet.

Offentliggjort

Efter en længere periode med stigende energipriser er mange forbrugere blevet ekstra bevidste om deres energiforbrug.

Danske husejere har i stor stil isoleret vægge og lofter, udskiftet vinduer og skrottet olie- og gasfyr.

Nye tal fra Energistyrelsens Energibarometer viser faktisk, at fire ud af ti danskere har fået energiforbedret boligen i det seneste år.

Hvis du ikke har fået energioptimeret dit hus endnu, kan du stadig lige nå at søge om tilskud inden fristen den 1. december.

Der er to tilskudspuljer, som du kan søge lige nu til helt nye projekter, forklarer Matilde Grøn Bjørneboe, som er specialkonsulent i Energistyrelsen.

- Både konvertering af varmetype og energirenovering er gode løsninger, der giver varige besparelser måned efter måned, siger hun.

Varmepumpepuljen giver husejere mulighed for at søge tilskud til at udskifte for eksempel et oliefyr til en varmepumpe.

Du bør især overveje at undersøge, hvad der giver mest mening at renovere i dit hus, hvis det er ældre og har et stort varmebehov, siger Matilde Grøn Bjørneboe fra Energistyrelsen. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Der er cirka 100 millioner kroner tilbage i puljen, og ansøgerne får i gennemsnit omkring 18.000 kroner i tilskud.

- Det er en betingelse, at du vælger en VE-godkendt installatør, siger hun og tilføjer, at en undersøgelse fra Energistyrelsen også har vist, at det er dem, som laver færrest fejl.

VE-godkendelse betyder, at installatøren har dokumenterede kompetencer til at installere et vedvarende energianlæg.

Hun anbefaler også, at du undgår de helt billige varmepumper, fordi de typisk er af en dårligere kvalitet og støjer mere.

Den anden pulje er til energirenovering, der for eksempel kan være isolering, nye vinduer og ventilation.

I den pulje er der omkring 75 millioner kroner tilbage, og ansøgerne har i gennemsnit fået cirka 23.000 kroner.

Matilde Grøn Bjørneboe råder til, at du især overvejer at søge tilskud til at energirenovere, hvis du har en ældre bolig med et stort varmebehov.

- Et af kravene for at søge tilskud til renovering er, at du har en gyldig energimærkningsrapport. Og det er vigtigt at huske, at rapporten ikke kun er et bogstav, siger hun.

- Den indeholder også en energikonsulents gennemgang af konkrete forbedringer, som vil give mest mening at lave i netop dit hus.

Derfor er energimærkningsrapporten også et godt sted at starte, hvis du er i tvivl om, hvorvidt det giver mening for dig at energiforbedre din bolig.

En boligrenovering kan godt virke som et uoverskueligt stort projekt, især hvis boligen skal have forbedret flere ting.

- I de situationer kan det give mening at overveje, om man ikke skal have en uafhængig rådgiver til at overse projektet, siger hun.

Puljerne lukker den 1. december i år, medmindre pengene bliver brugt op inden. Der er planer om at åbne puljerne igen næste år.

- Du har altså november måned ud til at sende din ansøgning. Det er ikke et krav, at du har indhentet et tilbud på forhånd, og du har to år til at færdiggøre projektet, siger Matilde Grøn Bjørneboe.

- Hvis du vil lave nogle energiforbedringer i foråret, kan du altså roligt søge tilskud nu og gå i gang i det nye år.

Du kan læse mere om puljerne og betingelserne for at søge tilskud på sparenergi.dk/tilskud.

/ritzau fokus/

FAKTA: Krav for tilskud til energirenovering

* Du kan søge om tilskud til energirenovering af dit hus som for eksempel ny isolering, nye vinduer og ventilationsanlæg.

* Huset skal være en helårsbolig, som du selv ejer.

* Dit hus skal have et gyldigt energimærke i kategorien E, F eller G.

* Projektet må ikke være sat i gang eller gennemført, når du ansøger.

* Du må ikke tidligere have fået tilskud til det samme projekt.

* Arbejdet skal udføres af en virksomhed med gyldigt CVR-nummer.

Kilde: Energistyrelsen.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu