Du kan tackle inflationen og spare tusindvis af kroner ved at jagte tilbud

Danskerne mærker lige nu de kraftigste prisstigninger siden 1985. Derfor skal en børnefamilie i dag bruge op mod 25.000 kroner mere for at opretholde det samme forbrug som for et år siden. Det viser en ny analyse fra Arbejdernes Landsbank. (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Forbrugerpriserne har taget det højeste hop i 35 år. Derfor giver det god mening at jagte tilbud, viser analyse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Inflationen har været stigende, og i marts tog forbrugerpriserne det højeste hop i 35 år. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Derfor kan det betale sig at være strategisk, når man handler dagligvarer.

Faktisk kan en dansk husstand i snit spare op mod 11.600 kroner årligt ved at handle ind efter tilbuddene i tilbudsavisen.

En børnefamilie kan spare cirka 15.000 kroner årligt. Og en stor børnefamilie kan spare op mod 20.000 kroner årligt ved kun at handle tilbudsvarer.

Det viser en ny prisanalyse fra analyseinstituttet GfK-analyse foretaget på vegne af FK Distribution, som står for omdeling af danske tilbudsaviser.

- Det viser, at det godt kan betale sig at have blik for, hvor man handler, hvornår og til hvilken pris, siger Lasse Ingemann Brodt, der er direktør hos FK Distribution og har fulgt markedet indgående i 20 år.

Hvor meget man kan spare, afhænger af, hvilke produkter man køber, og hvor stor en andel som er på tilbud.

- Folk kører nok ikke i 50 forskellige butikker for at købe samtlige af deres dagligvarer på tilbud. Men selv hvis man ikke køber alting på tilbud, vil der stadig være markante besparelser, siger Lasse Ingemann Brodt.

Herefter lyder de gængse råd, at du laver en madplan og en indkøbsliste, så du undgår madspild og impulskøb.

Men tænk også over, hvornår på ugen du handler.

- Det er en klassisk tilbudsdynamik, at butikkerne bruger tilbud til at trække flere kunder i butikkerne på tidspunkter, hvor der ikke er så mange kunder, siger Lasse Ingemann Brodt.

Så undersøg, om dit supermarked har faste tidspunkter på ugen, hvor der er ti procent på alle varer eller en dag med 25 procents tilbud på økologi.

Overvej også, hvilke varer du tilbudsjager.

En klassisk mekanisme er, at butikkerne kører tilbudskrig på udvalgte nøglevarer. Det kan være smør og mælk, eller op til jul kan det være fløde og flæskesteg.

Tilbudsplatformen minetilbud.dk, hvor man kan søge på konkrete produkter - eksempelvis sammenligne prisen på minimælk fra butik til butik - oplever en kraftig stigning i antallet af søgninger. Bare fra slutningen af sidste år er der cirka 40 procent flere søgninger. (Arkivfoto). Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Her kender folk nemlig typisk prisen, og derfor vil et tilbud virke mere tillokkende, end hvis prisen falder på et produkt, hvor man ikke kan huske normalprisen.

- Men der er altså også penge at spare ved at tilbudsjage netop lavinteresse-varegrupper - eksempelvis rengøringsmidler, siger Lasse Ingemann Brodt.

Han nævner, at et dansk supermarked netop har kørt tilbud på opvasketabs.

Her ligger prisen gerne på 3,5 kroner per opvasketab, mens tilbudsprisen var 2 kroner per styk.

- Det batter jo, især hvis man - som i min familie - er to voksne og tre børn. Så kører opvaskemaskinen ofte en gang dagligt, siger han.

Et alternativt råd er at kigge efter butikkernes egne lavprismærker. Her kan du ofte banke en god luns af prisen på rengøringsmidler og andre basisvarer som konserves.

Sidste råd er at kigge på sæsonvarer - især inden for frugt og grønt.

For det første er det bæredygtigt, og for det andet er der ofte et stort udbud i sæsonen. Derfor er der grundlag for priskrig.

- Tag en vandmelon som eksempel. Den koster 25-30 kroner i sommersæsonen og 50 kroner uden for sæsonen. Det er jo en helt vild prisforskel på samme produkt, siger Lasse Ingemann Brodt.

/ritzau fokus/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu