Dumpet prøvedeltager: Regeringen snød mig

Det havde direkte konsekvens for en række deltagere ved indfødsretsprøven for et år siden, at der var en fejl i prøvematerialet.

En foreløbig rundspørge til sprogcentrene viser, at mindst fire af deltagerne ved prøven havde én fejl for meget til at bestå og samtidig fejl i et spørgsmål, der ikke kunne besvares korrekt ud fra de givne svarmuligheder.

En af de uheldige er 31-årige Sanny Sawanyana, der kom til Danmark fra Uganda med sine forældre for 25 år siden.

- Jeg har jo først i dag fundet ud af, at der var en fejl, og så føler man sig da snydt, siger han og tilføjer, at han bestod indfødsretsprøven, da han igen gik op til den i forrige uge.

- Men da måtte jeg jo betale 600 kroner igen for at gå til prøven. Jeg mener, at regeringen har snydt mig, for prøven kommer jo fra Integrationsministeriet, siger Sanny Sawanyana, der med sit resultat i forrige uge dog er kommet nærmere sit store ønske om dansk statsborgerskab.

- Danmark er mit land, jeg har ikke kendt til andre lande end Danmark, min kæreste er dansk, og det er mit barn også, opremser han.

Også Bamadur Singh på 35 år, der kom til Danmark fra Indien i 1998, dumpede sidste år prøven med én fejl for meget og fejl i det omstridte spørgsmål.

Han bestod dog prøven, da han gik til den for et halvt år siden.

- Men jeg er sur over den måde, de behandler os på, siger han, inden han må afbryde telefonen for at passe sit arbejde som vagt G4S.

Både ved prøven i forrige uge og i juni sidste år er det et spørgsmål om Nordisk Råd, der ikke kan besvares korrekt ud fra de givne svarmuligheder.

Ved begge prøver skulle deltagerne ifølge facitlisten svare, at Nordisk Råd rådgiver de nationale parlamenter i de nordiske lande.

Men det er ifølge Nordisk Råd ikke det korrekte svar. Nordisk Råd rådgiver nemlig landenes regeringer.

/ritzau/

Også deltagere ved indfødsretsprøven for et år siden dumpede, fordi der var fejl i prøven. Blandt andre indiske Bamadur Singh og Sanny Sawanyana fra Uganda.

Offentliggjort Sidst opdateret