Dyrenes Beskyttelse: Avl af hunde med flade snuder er uetisk
I Holland er det blevet forbudt at avle på hunde med flade snuder. Forbuddet omfatter blandt andet hunderacerne mobs, fransk bulldog og chihuahua. (Arkivfoto). Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters
Hunde med flade snuder sover oftere dårligere og snorker mere end andre hunderacer, viste studie i juli.
I Holland trådte den 24. august et totalforbud mod avl af hunde med flade snuder i kraft.
Dyrenes Beskyttelse efterlyser, at der indføres lovgivning på området i Danmark.
- Vi ved, at de fladsnuede racer er meget populære, og det er derfor afgørende, at der kommer regler for avlen, som kan højne dyrenes velfærd, siger familiedyrschef Jens Jokumsen ved Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
I Holland omfatter forbuddet mod avl blandt andet hunderacerne mobs, fransk bulldog og chihuahua.
De flade snuder er ikke naturlige, men er et resultat af, at mennesket gennem århundrede har avlet det naturlige udseende i hundene væk, fortæller Jens Jokumsen.
- Det er uansvarligt og uetisk, og vi har et ansvar for at give vores hunde de bedste forudsætninger for et godt liv, og i langt højere grad fokusere på sundhed og velfærd i avlen, siger han.
Et finsk studie viste i juli, at hunde med flade snuder oftere sover dårligere og snorker mere end andre hunderacer. En tilstand, der ligner det, som man hos mennesker kalder søvnapnø.
De fladsnudede hunde risikerer også tilstande som forhøjet blodtryk og hjertekarsygdomme, skriver Dyrenes Beskyttelse,
Inden den hollandske regering indførte totalforbuddet mod avl af hunde med flade snuder, forsøgte landet i en overgangsperiode at tillade opdrættere at krydse hunde med flade snuder med hunde med længere næsepartier.
Den mulighed valgte kun få opdrættere ifølge Dyrenes Beskyttelse at benytte sig af, hvilket førte til totalforbuddet.
Forbuddet bliver håndhævet af den hollandske fødevare- og forbrugersikkerhedsmyndighed (NVWA).
Overtræder en opdrætter det nyligt indførte forbud, kan det medføre en bøde på op til 1500 euro, hvilket svarer til lidt over 11.000 kroner.
Opdrætterne risikerer, hvis de overtræder forbuddet, også at blive tvunget til at stoppe hundeavlen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned