Dyrlæger på barrikaderne i frustration over medicinregler
Dyrlæge Karina Hou Larsen forudser, at den nye EU-forordning om veterinærmedicin kan øge udskrivelsen af antibiotika til for eksempel svin, selv om hensigten er at sænke forbruget. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ny EU-forordning skal sænke forbruget af antibiotika til dyr, men kan få stik modsat effekt, advarer dyrlæger.
Nye EU-regler om medicin til dyr har skabt store frustrationer hos landets dyrlæger.
Utilfredsheden er så stor, at en gruppe dyrlæger har kaldt til demonstration på Christiansborg Slotsplads tirsdag eftermiddag.
Den nye EU-forordning har til hensigt at mindske forbruget af antibiotika til dyr.
Men reglerne kan ende med at få den stik modsatte effekt, lyder det fra dyrlæge Karina Hou Larsen.
- Problemet er, at vi skal følge produktresuméet for veterinære lægemidler til punkt og prikke. I praksis er det tit, man afviger fra dem. For eksempel er det ikke sikkert, at en hund har brug for smertestillende medicin i ti dage. Måske er fem dage nok.
- For produktionsdyr som kvæg og svin har vi fundet ud af, at de kan behandles med meget mindre antibiotika, end indlægssedlerne beskriver. Men nu skal vi følge dem, og så er vi nødt til at køre fuld behandling længere og i nogle tilfælde sætte dosis op, siger Karina Hou Larsen.
De nye regler, der trådte i kraft 28. januar, rummer ikke plads til, at dyrlægerne kan foretage deres egne skøn, lyder kritikken.
I nogle tilfælde kan reglerne ifølge dyrlægen også betyde, at dyrene ikke får den nødvendige behandling.
- Når det gælder heste, bruger man eksempelvis et antibiotikamiddel, der er godkendt til at blive brugt én gang dagligt. Men alle studier viser, det bør gives to gange dagligt, før hesten er dækket ind.
- Og så står vi i et frygteligt dilemma: Skal vi følge EU-forordningen eller dyrevelfærdsloven, der siger, at dyr skal behandles forsvarligt og ikke må lide unødigt, spørger Karina Hou Larsen.
Hanne Knude Palshof er formand for Den Danske Dyrlægeforening.
Hun forstår kritikken fra medlemmerne, og dyrlægeforeningen har da også forsøgt at få reglerne justeret.
- Det største problem er, at vi ikke har vores egen råderet. Ikke fordi vi ønsker at svine med antibiotika, men fordi vi faktisk har en tradition herhjemme med at behandle i kortere tid, end det der står anført i produktbeskrivelsen.
Hun håber på, at der kan blive udarbejdet en dansk tolkning af de nye regler, som giver dyrlægerne en større grad af fleksibilitet.
Fødevareminister Rasmus Prehn (S) oplyser i en skriftlig kommentar, at han tager dyrlægernes opråb alvorligt og vil tage sagen op med EU's sundhedskommissær.
- Vi må for alt i verden ikke blive antibiotikaresistente, og derfor skal vi død og pine holde antibiotikaforbruget nede. Derfor tager jeg dyrlægernes opråb alvorligt, når de siger, at nye EU-regler i nogle tilfælde tvinger dem til at bruge mere antibiotika end højst nødvendigt. Det kan ikke være rigtigt, siger han.
Seneste artikler
Borgere pressede på: - Hvad hvis resortet aldrig bliver til noget?
Kro bortforpagtet - men traditionerne fortsætter
Vidne i yacht-sagen: Søventil er ikke som en øldåse
Simon Hansen skyder resortmøde i gang: - Vil skabe mere liv året rundt
To mænd uden sele og pas fik bøder ved grænsen i Rødbyhavn
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Efterlyser vidner i sag om grov vold
Kronprinsen til stor brofest