Effektivt middel mod ledighed breder sig

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Jobcentrene melder alle om meget gode erfaringer med mentorordningen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der blæser nye vinde over aktiveringsindsatsen i landets kommuner. Det skriver Avisen.dk.

Brugen af den såkaldte mentorordning, hvor svage ledige får en personlig hjælper i kampen om at få et job, er steget markant, siden den ny regering trådte til. Det viser en rundringning til ti af landets jobcentre, som Avisen.dk har foretaget.

Jobcentrene melder alle om meget gode erfaringer med ordningen. I Københavns Kommune viser interne undersøgelser, at helt op til hver fjerde jobsøger kom ind på arbejdsmarkedet via en mentor.

Og alt tyder på, at flere vil få gavn af ordningen. Regeringen har afsat 283,5 millioner kroner i kontanthjælpsreformen til at få udvidet mentorstøtten.

"Hvor man tidligere har puttet mennesker ned i firkantede kasser, tager vi hul på et paradigmeskifte, hvor udgangspunktet er de behov, den enkelte har," siger Lennart Damsbo-Andersen (S), der er formand i beskæftigelseudvalget til Avisen.dk.

Det er en positiv udvikling, mener Mette Gregersen, der er arbejdsmarkedschef i Helsingør Kommune.

"Det med, at vi bliver tvunget til at sidde sammen med borgeren og lægge nogle realistiske planer, det er rigtig godt, og det kan være med til at løfte endnu flere borgere ud af ledigheden" siger hun til aVisen.dk.

Vold i familien, depression eller alkoholproblemer kan for mange udsatte borgere fylde så meget, at de kan have svært ved at passe et arbejde. Men også en manglende forståelse for arbejdskulturen og manglende sociale færdigheder kan spænde ben for deres forhold og kontakt til virksomhederne.

"Ved at man har en mentor koblet på udefra, kan borgeren ringe op og få rådgivningen af mentoren inden konflikterne i privatlivet, eller med virksomheden accelererer," siger koordinator for mentorkorpset i Københavns kommune, Connie Kristensen til Avisen.dk.

Og den virker, vurderer Henning Bach, der er forsker på SFI og har skrevet "Effekter af mentorstøtte for udsatte ledige". Der er ifølge forskeren ikke store danske undersøgelser på mentorordningens effekt, men flere undersøgelser fra England og USA, viser at mentorstøtten har en positiv effekt på flere udsatte grupper.

"Udlandet viser gode resultater, og samtidig bevæger vi os som samfund mod, at vi i de her år, allesammen skal have tilknyttet en coach. Så vi kommer formegentlig til at se mere til mentorordningen for fremtiden," siger han til Avisen.dk.

Regeringen forventer med de nye mentor-millioner at kunne få flere ud i arbejde, men vil ikke fastsætte noget præcist tal for hvornår målet er nået.

"Det handler jo om de borgere, der har det sværest, og det er jo et nyt land vi begiver os ud på, så det vil være dumt at skrue forventningerne alt for højt op. Men uanset om de her mennesker kommer mere ud i arbejde af det, så er det et mål i sig selv, at de i højre grad end før bliver mødt med respekt og i øjenhøjde," siger Lennart Damsbo-Andersen (S) til Avisen.dk.