Efter dårlig ledelse tog han 40 år for sagen

Under Svend Askærs tid i Lederne er medlemstallet mere end fordoblet til over 130.000. Her ses han i 2019. (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Siden Svend Askær i 1982 startede i Lederne, har han ikke set sig tilbage. Han har haft flere poster og er nu formand. Mandag 12. september fylder han 70 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvad end det er på arbejdspladsen eller under en fodboldkamp, har mange nok oplevet, hvordan en god leder løfter og gør andre bedre.

Det var dog ikke det, der i sin tid trak Svend Askær ind i et job for den faglige organisation Lederne. Det var en oplevelse af det modsatte.

- Jeg har oplevet, hvor meget dårlig ledelse eller fraværet af det har betydet negativt for rigtig mange mennesker.

- Det at kunne gøre en forskel - at gøre gode ledere bedre - har været min drivkraft, fortæller Svend Askær, der nu har brugt 40 år i sagens tjeneste.

Siden han startede i Lederne i 1982, er han gået fra fuldmægtig til administrerende direktør, og nu er det formand, der står på visitkortet.

I hvert fald lidt endnu. Når marts næste år bliver til april, stopper Svend Askær, der mandag 12. september fylder 70 år, som formand.

Han var egentlig mest optaget af en karriere på universitetet med fokus på forskning, da han blev uddannet jurist fra Aarhus Universitet i 1977.

Men efter et par år ved universiteterne i Aalborg og Aarhus rykkede han til et job i Københavns Kommune.

I de tidlige job oplevede han fraværet af ledelse, og det sendte ham ind i faget.

- Jeg tænkte: Det er løgn. Det kan ikke være rigtigt, at der ikke er nogen, der kan stå i spidsen og være rollemodel, siger Svend Askær.

Tilknytningen til universitetsverdenen har han siden bibeholdt som censor ved jurastudiet på Københavns Universitet og Aarhus Universitet.

Også internationalt har han talt ledernes sag som vicepræsident for den europæiske lederorganisation, CEC, der tæller 1,3 millioner medlemmer.

Det er dog ikke kun lederne, der har været i fokus i Svend Askærs karriere.

Gennem en årrække har han også siddet i bestyrelsen i pensionskassen PFA, hvor han blandt andet var næstformand fra 1994 til 1999 og herefter formand frem til 2016.

Foruden at have ledere på hjernen er Svend Askær inkarneret sejler. Når tiden som formand for Lederne er forbi, håber han også at få fat i en nyttehave.

- Jeg er født og opvokset på landet, og glæden ved at have en nyttehave er stor. Men det er nærmest ikke til at opdrive i København, siger han med ærgrelse.

Den runde dag skal han fejre med sin kone, cand.jur. Kirsten Kenneth Larsen, sine døtre og børnebørn med en rejse til Mallorca.

/ritzau/