Efter store problemer med defekt rampe: Nu er der udsigt til en løsning for Fanøfærgen
Efter fejl på rampe kan færge fra søndag eftermiddag igen sejle med biler og ikke kun gående til og fra Fanø.
Fanøfærgen forventer igen at kunne sejle med biler mellem Fanø og Esbjerg søndag eftermiddag, efter at der i weekenden har været store problemer.
Det oplyser Fanølinjen på sin hjemmeside søndag.
- Vi forventer, at vi kan genoptage sejladsen med biler fra cirka klokken 16.00 dags dato. Opdatering så snart der er nyt, lyder det.
Det er en defekt færgerampe, som har betydet, at færgen siden lørdag først på dagen ikke har kunnet tage biler med på sejlturen til og fra øen.
Søndag medtages der heller ikke cykler på færgen. Det er kun gående passagerer, der kan komme med, skriver Fanølinjen over middag på hjemmesiden.
Planen har været at sejle en kran til Fanø, så rampen kan løftes på plads igen. Men tidsplanen er skredet flere gange i løbet af lørdagen og natten til søndag.
Ifølge Jesper Maack, der er kommunikationschef ved Molslinjen, som også driver Fanølinjen, er det en klap, der er faldet i havnen på Fanø, der har forlænget problemerne. Den havde kilet sig fast et sted, hvor den var meget svær at få løftet fri igen.
- Det er lykkedes at vriste vores rampe, der er faldet ned, fri. Klappen er nu hejst op. Den er lagt på kajen og på skibet, så vi har styr på det.
- Det betyder, at nu ved vi og teknikerne præcist, hvad de har med at gøre. Nu skal de repareret de to løftecylindere og samlet rampesystemet igen, siger han til Ritzau.
Jesper Maack siger videre, at de tror på, at der ikke sker flere udskydelser, og at færgen sejler normalt igen omkring klokken 16.
Det er usikkert, hvor mange mennesker aflysningerne har påvirket.
Omkring 30 personer har overnattet i Fanø Hallen fra lørdag til søndag, fordi de ikke kan komme fra øen med deres bil. Det skriver DR.
- Vi åbnede dørene på helt privat initiativ, fordi vi kunne se, at der var børnefamilier og ældre i køen, siger Søren Messmand, der er formand for Fanø Hallen, til DR.
En løftecylinder på færgerampen på Fanø gik af uvisse årsager i stykker. Det betød, at rampen faldt i vandet. I faldet blev den anden løftecylinder på rampen også beskadiget.
Når først sejladsen med biler bliver genoptaget, vil man ifølge Jesper Maack fortsætte, "indtil kajen på Fanø og Esbjerg er tom for biler", som han udtrykker det.
/ritzau/
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker