Efterdønninger af krisen rammer økologien

Der blev puttet færre økologiske varer i indkøbskurven, når danskerne sidste år var ude at handle. Salget af økologiske føde- og drikkevarer faldt med 12 procent fra 2009 til 2010, viser tal fra Danmarks Statistik.

Sidste år blev der omsat for 4,3 milliarder kroner økologiske føde- og drikkevarer i supermarkeder og varehuse mod 4,9 milliarder året før.

- Vi er noget overraskede over faldet. Og noget af effekten er efterdønningerne af den økonomiske krise, siger Kirsten Lund Jensen, teamleder for økologi i Fødevarer & Landbrug.

Faldet kommer efter en årrække med stigninger. Fra 2006 til 2007 steg omsætningen af økologiske føde- og drikkevarer med en tredjedel, stigningen var på 29 procent fra 2007 til 2008 og på 6 procent fra 2008 til 2009.

- Vi kan ikke umiddelbart genkende det nye tal, fordi de supermarkeder og økologiske virksomheder, vi samarbejder med, melder om fremgang og har positive forventninger til fremtiden, siger Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening.

- Det ændrer dog ikke ved, at Danmark fortsat er verdens førende økologiland, og at salget af økologiske varer kommer til at stige i de kommende år, siger han.

Meldingerne går dog også på, at salget kommer igen. Det siger både Kirsten Lund Jensen og Paul Holmbeck samstemmende:

- Både landmændene og supermarkederne siger, at 2011 kommer til at gå bedre. Der er optimisme rigtig mange steder, siger Kirsten Lund Jensen.

Det er især salget af mælk og ost, der er faldet. Sammenlagt faldt salget af økologiske mælkeprodukter med 17 procent.

Salget af skummetmælk faldt dog kun med otte procent, mens sød- og letmælk faldt med næsten en fjerdedel.

Samtidig har der været et stabilt salg af grøntsager med et lille fald på fire procent, mens salget af økologisk kød faldt med 26 procent i 2010.

/ritzau/

Færre økologiske varer fandt vej til indkøbskurven sidste år end året før. Krisen ramte pengepungen.

Offentliggjort Sidst opdateret