Efterlønner må ikke hjælpe gratis: Helt uforståeligt
Fitness har overhalet håndbold og gymnastik som danskernes foretrukne motionsform. Men ulønnet instruktørarbejde må ikke finde sted i fitnessklubben, hvis man er efterlønner, mener Ankestyrelsen. Foto: Polfoto/Lars Poulsen
Polfoto/Lars Poulsen
Jeg har kun fået en T-shirt for mine instruktørtimer i det lokale forenings-fitness, siger efterlønner.
- Det er totalt uforståeligt for mig. Jeg synes jo, det er vigtigt, at vi har Sunds Forenings Fitness til gavn for unge og gamle her i byen. Jeg ville jo bare så gerne give en gratis hånd med.
Det siger den 62-årige efterlønner Inge Precht fra Sunds ved Herning.
Hun var som ulønnet instruktør med fra opstarten af det lokale foreningsbaserede fitnesscenter for tre år siden.
I et område af landet, hvor der ikke før fandtes den slags fleksible motionstilbud til de mange, som ikke kan eller har lyst til at dyrke holdidræt hver tirsdag klokken 19.
To år senere gik hun på efterløn. Her oplyste hun pligtskyldigt på et skema til DLF-A, Lærernes A-kasse, at hun var frivillig og instruktør uden løn i den lokale fitnessforening et par timer om ugen.
Svaret var, at A-kassen så ville trække det fra i hendes efterløn. Den afgørelse er nu bakket op af en afgørelse i Ankestyrelsen.
- Det virket jo helt tåbeligt, for jeg har aldrig fået nogen løn for mine instruktørtimer. Højst en T-shirt eller en lille julegave, hvis der var penge tilovers, siger Inge Precht.
Nu er hun stoppet som frivillig i foreningen.
- Det var jeg nødt til, for ellers bliver jeg jo trukket i min efterløn, siger hun.
Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) er oprørte over sagen, som de ser som principiel for mange andre efterlønnere og dagpengemodtagere landet over.
- Det her er et stort indgreb i mulighederne for at være frivillig i en forening. Derfor går vi nu i retten, siger formanden for DGI, Søren Møller.
- Samtidig håber vi, at politikerne nu bliver meget opmærksomme på, at det her er helt kikset, siger han.
Inge Precht håber også, at det ender med nogle klarere regler.
- Det skulle gerne være meget mere ligetil for mig og mange andre efterlønnere at deltage i frivilligt arbejde, som rigtigt mange jo gerne vil, siger hun.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde