Efterlyser flere lokale fødevarer i supermarkederne

Ny undersøgelse viser, at halvdelen af danskerne vil købe flere fødevarer fra deres lokale egn. Det er dog de færreste supermarkeder, der har lokale fødevarer på hylderne. Det skriver Landbrug & Fødevarers netmagasin Foodculture.dk.

I de fleste danske supermarkeder skal man lede i lang tid for at finde fødevareprodukter, der er produceret i ens lokale område. 49 procent af danskerne giver ellers udtryk for, at de gerne vil købe flere lokalt producerede fødevarer. 56 procent vil købe varerne, hvis supermarkederne havde en speciel sektion med lokale fødevarer. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Userneeds for Landbrug & Fødevarer.

Det får formanden for Smagen Af Danmark, Thorkil Boisen, til at reagere:
- Supermarkederne er en vigtig kanal, hvis de lokalt producerede fødevarer skal nå bredere ud til danskerne. Supermarkederne har nu en gylden mulighed for at markedsføre sig på at være dem med flest lokale fødevarer i sortimentet.

Smagen Af Danmark er en paraplyorganisation for 22 lokale fødevarenetværk, der de seneste år er poppet op over hele landet.

Der findes ikke tal for, hvor mange danske supermarkeder, der gør en ekstra dyd ud af at sælge lokale fødevarer, men man skal et godt stykke ud i Østersøen for at finde det gode eksempel. Nærmere bestemt Bornholm.

Klippeøens supermarkeder var de første til at markedsføre øens lokale produkter heriblandt sennep, rapsolie og lakrids. De produkter, og mange flere, er i dag placeret i en specialindrettet sektion i Kvickly Nexø, så forbrugerne let kan spotte dem.

Det er ifølge tørvareleder i Kvickly Nexø, Flemming Munch, en prioritering, der giver pote:
- Det er oplagt at markedsføre de lokale produkter i en speciel sektion, så kunderne let kan finde frem til dem. Og det er bare lidt sjovere at sælge et produkt fra Bornholm i stedet for et masseproduceret alternativ.

Ifølge den nye undersøgelse er det ikke pengepungen, der får danskerne til at gå udenom de lokale fødevarer. 38 procent af danskerne vil nemlig gerne give op til 10 procent mere for lokale fødevarer, og det er ifølge Thorkil Boisen heller ikke prisen, de små producenter skal konkurrere på:

- Det er ofte mindre mængder, der bliver produceret lokalt, og det kræver en lidt højere salgspris, hvis forretningen skal løbe rundt. Til gengæld er kvaliteten og friskheden helt i top, siger Thorkil Boisen til Foodculture.dk.

Ifølge informationsdirektør hos Coop, Jens Juul Nielsen, er de lokale fødevarer en del af fremtidens strategi i de butikker, der ikke slår sig op på discount.

- Vores forskellige formater er under pres fra discountbutikkerne, og derfor laver vi tiltag, der kan lokke kunderne til at handle i SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Kvickly og Irma. Her vil muligheden for at kunne købe lokale fødevare spille en central rolle, siger Jens Juul Nielsen til Foodculture.dk.

SuperBrugsen har netop åbnet to nye butikker i Trekroner ved Roskilde og Vamdrup, som skal tegne vejen for SuperBrugsens fremtid. Et af de nye tiltag er netop inddragelsen af produkter fra nærområdet i sortimentet.
Dansk Supermarked kan ikke konkret sige, hvad deres butikker gør for at sælge lokale fødevarer i butikkerne, men de pointerer, at det vil være en del af fremtidens strategi.

Foto: Polfoto, arkivfoto

Ny undersøgelse viser, at halvdelen af danskerne vil købe flere fødevarer fra deres lokale egn.

Offentliggjort Sidst opdateret