Ejer af ejendom kritiserer virksomhed bag børnearbejde med asbest
Ejer af ejendom i Sønderborg siger, at virksomhed fortalte, at medarbejdere var "uddannet og certificeret".
Ejeren af den ejendom i Sønderborg, hvor to børn på 14 og 15 år har arbejdet med asbest uden værnemidler, kritiserer nu den virksomhed, der stod for arbejdet med asbest, skriver TV Syd.
Nick Horup, der ejer boligvirksomheden Horup Gruppen og ejer ejendommen, siger til mediet, at han hyrede et firma, der fortalte, at "de var uddannet og certificeret til at arbejde med asbest".
Det gjorde han for at sikre, at tingene skete efter reglerne. Men det skete ikke, mener Nick Horup, der kritiserer virksomheden LM Multiservice for ikke at leve op til regler og de påbud, Arbejdstilsynet er kommet med.
Arbejdstilsynet kom på uanmeldt besøg på ejendommen i september, og her afslørede tilsynet, at der var fejl og mangler, hvorefter der blev lavet en række strakspåbud.
- Vi havde løbende dialog med Arbejdstilsynet, som var et positivt forløb, og som ville sikre, at firmaet fik rettet op på forholdene.
- Desværre skete dette ikke, som de lovede myndighederne og os. De overholdte ikke reglerne og blev derfor bortvist fra ejendommen, siger han til TV Syd.
Ejeren af LM Multiservice siger til TV 2, at han har hyret en underleverandør til at arbejde for sig. Mediet har dog ikke været i stand til at finde den virksomhed, der skulle arbejde for LM Multiservice i CVR-registret.
Han nægter at svare på spørgsmål om, at TV 2 ikke kan finde virksomheden.
I alt seks børn i alderen 12 til 16 år har arbejdet for LM Multiservice, fortalte borgmester i Odsherred Kommune, Karina Vincentz (Nyt Odsherred), onsdag.
Nick Horup fortæller til TV Syd, at arbejdet med det tag, hvori der var asbest, ikke blev afsluttet af virksomheden, fordi den blev bortvist.
Grundet manglende oprydning i forbindelse med arbejdet, der havde efterladt store mængder asbest rundt om den bygning, hvor arbejdet foregik, bad Sønderborg Kommune om, at det blev ryddet op.
Det skete ikke, og derfor har Nick Horup anmeldt virksomheden til politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned