Ejere af forurenede grund får hjælp

Boligejere, der uvidende har købt en forurenet grund får nu hurtigere hjælp, fordi Miljøstyrelsen åbner en attraktiv låneordning. Her tilbydes grundejerne rentefri, statsgaranterede lån.

Lånene gives til folk, der har en grund, hvor der tidligere for eksempel lå en tankstation eller en forurenede fabrik eller lignende. Formålet er, at de, som ønsker det, kan få deres grund rengjort hurtigere.

Staten har i alt afsat 400 millioner kroner til oprensning af forurenede grunde i løbet af en årrække, og miljøstyrelsen anslår, at 400 grundejere, som allerede er registreret som ejere af forurenede grunde, hver kan få tilbudt et rente- og afdragsfrit lån på i gennemsnit en million kroner.

Hvem der kommer i betragtning afhænger af, hvor højt man står på listen over ansøgere til den såkaldte værditabsordning. Miljøstyrelsen anslår, at de nederst rangerende på ordningen først kan få økonomisk hjælp om 15-20 år.

Låneordningen betyder, at der årligt kan udbetales omkring 24 millioner kroner til de fordelagtige lån, og lånene er et tilbud til dem, der har mest behov for hurtig hjælp, siger kontorchef Palle Boeck fra Miljøstyrelsen.

Ordningen er godt for dem, der står med et helt akut behov for en oprydning i for eksempel en salgssituation og derfor kan komme ud af en låst situation.

Alle, der står på listen for den såkaldte værditabsordning for grunde, får adgang til låneordningen. Det vil sige boligejere, der uden deres vidende har købt en forurenet grund.

/ritzau/

Rentefri lån fra staten skal sørge for hurtigere oprensning af forurenede grunde.

Offentliggjort Sidst opdateret