Eks-bankchef venter stadig på et punktum

Her ses tidligere mangeårig direktør for Roskilde Bank Niels Valentin Hansen inden et retsmøde i 2017. Her blev han frifundet for et erstatningsansvar i efterspillet om krakket af Roskilde Bank, men sagen blev anket. (Arkivfoto). Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Det er 14 år siden, at Roskilde Bank krakkede, men først nu skal erstatningssag i Højesteret. 17. oktober fylder tidligere direktør Niels Valentin Hansen 80 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvis Niels Valentin Hansen, der i mange år var direktør for Roskilde Bank, er træt af at vente, er der ikke noget at sige til det.

Først måtte han vente i mere end ni år, fra banken krakkede, før han og flere andre topfolk i 2017 blev frifundet for et erstatningsansvar i sagen.

Så blev frifindelsen anket, og nu venter han igen. Retsmøderne i Højesteret er sat til at starte i november - seks år efter at dommen blev anket.

Få uger inden - 17. oktober - fylder den tidligere direktør 80 år.

Niels Valentin Hansen blev i 1959 elev i Roskilde Bank, og han blev efter nogle afstikkere direktør i 1978 frem til 2007, da han faldt for aldersgrænsen.

Han nåede i perioden at tage den lille provinsbank fra 4000 kunder til at være en milliardforretning og byens stolthed med flere end 100.000 kunder.

Så kom finanskrisen. Og da boligmarkedet brast, viste den voldsomme vækst sig at bunde i blandt andet tvivlsomme engagementer med få enkeltpersoner på ejendomsmarkedet.

Han var ikke ved roret, da krakket kom, men som mangeårig øverste direktør var han naturligt i fokus i oprydningen herefter.

Efter et par år opgav Bagmandspolitiet at gennemføre straffesager mod den tidligere ledelse og revision i banken, men Finansiel Stabilitet gav ikke op.

I 2015 begyndte en retssag, hvor det statslige oprydningsselskab ville have én milliard kroner i erstatning fra den tidligere ledelse, bestyrelse og revision, som selskabet mente, stod bag en uforsvarlig bankdrift.

Efter næsten to år med over 100 retsmøder og over 35.000 fremlagte dokumenter blev alle de sagsøgte dog frifundet i 2017.

Trods frifindelsen havde Østre Landsret dog rigeligt med kritik. Blandt andet havde der været kritisable forhold i driften.

- Vi finder, at banken på nogle punkter har været drevet på en letsindig måde.

- Men at man handler letsindigt betyder ikke, at man kan gøres erstatningsansvarlig, sagde dommer Finn Morten Andersen.

Den tidligere direktør var ikke til stede i retten - han var angiveligt bortrejst - men dommen gav en tydelig lettelse blandt de frifundne i retten.

Den må dog have varet kort, for få uger senere ankede Finansiel Stabilitet dele af frifindelserne. Og Niels Valentin Hansen? Han måtte igen vente.

/ritzau/