Eksborgmester har talt cyklernes sag i årevis
Direktør, skuespiller og tidligere radikal borgmester Klaus Bondam fylder 60 år søndag. (Arkivfoto). Foto: Peter Hove Olesen/Ritzau Scanpix
Som tenik- og miljøborgmester var cyklerne i fokus for De Radikales Klaus Bondam, der fylder 60 år. Siden blev eksskuespiller direktør i Cyklistforbundet.
Toldbetjent, skuespiller, teaterdirektør, politiker, borgmester, institutleder, direktør, folketingskandidat og direktør igen.
Det er et alsidigt cv, som Klaus Bondam kan fremvise, og søndag den 19. november fylder han 60 år.
Og det var også erfaring, der blandt andet blev nævnt som grund, da Klaus Bondam i 2021 annoncerede sit ønske om et politisk comeback.
Han ville i Folketinget for De Radikale efter en "ekstrem smertefuld" periode for partiet med lederskifte og farvel til profiler, som han sagde til Politiken.
På det tidspunkt havde Klaus Bondam været ude af politik i over ti år.
I 00'erne var han en markant stemme på Københavns Rådhus - særligt som teknik- og miljøborgmester fra 2006 til 2009.
Her kæmpede han for mere cyklisme i København og foreslog blandt andet at omlægge Nørrebrogade, så kun ærindekørsler var tilladt.
Efter et kort ophold som beskæftigelses- og integrationsborgmester drog Klaus Bondam til Bruxelles som institutleder ved Det Danske Kulturinstitut, inden cyklerne trak ham tilbage til København.
I otte år var han cyklernes mand som direktør i Cyklistforbundet frem til 2022, hvor han stoppede for at hellige sig sin kampagne for at komme i Folketinget.
Det politiske comeback blev dog ikke fuldendt. De Radikales dårlige valg gav kun et mandat i København Storkreds. Og Klaus Bondam fik blot femteflest radikale stemmer.
Knap fire måneder efter valget blev han i stedet præsenteret som ny direktør for krydstogtturisme i turistorganisationen Wonderful Copenhagen.
Men selv om han nu skal få krydstogtskibe til København, holdes cykelkampen ved lige som næstforperson i Dansk Cykelturisme.
Inden den politiske karriere for alvor tog fart blev Klaus Bondam kendt for særligt sin rolle i tv-serien "Langt fra Las Vegas" i starten af 00'erne.
Han er uddannet som edb-assistent, toldbetjent og skuespiller og har også været teaterdirektør på Grønnegårds Teater og Folketeatret.
Privat er Klaus Bondam gift med landskabsarkitekt Jacob Kamp og bosiddende i Odsherred.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker