De dyre tøjbutikker bryder loven for at lokke dig ind i forretningen, skriver 24timer fredag.
Kjolen, tasken og jakkesættet i vinduet ligner noget fra catwalken i Paris. Men vil du vide, hvad varerne i udstillingsvinduet hos mærkevarebutikker som Louis Vuitton, Burberry og Hermès koster, må du en tur ind i butikken.
Det er imidlertid et klart brud på markedsføringsloven, når der ikke er prismærker på varerne i vinduet.
Ifølge brandingekspert Martin Lindstrøm har butikkerne en rigtig god grund til ikke at sætte priser i vinduerne.
- Når vi som forbrugere oplever, at priserne er alt for høje, holder vi os langt væk fra butikken. Men hvis vi er nødt til at gå ind for at spørge om prisen, er det meget sværere at forlade butikken igen.
- Vi vil simpelthen ikke tabe ansigt, og derfor køber vi kjolen alligevel, eller også køber vi noget andet for at kompensere for nederlaget, siger Martin Lindstrøm.
Flere af de butikker, der bryder loven, erkender, at de gerne vil have kunderne ind, før de afslører prisen.
- Hvis det er en dyr ting, der hænger i vinduet, kan det skræmme kunderne væk. Vi vil hellere have dem ind i butikken, siger Gants pr-ansvarlige, Magnus Andersen, til 24timer.
Butikkernes praksis vækker harme i Forbrugerrådet, der anser den for problematisk.
- Det er kritisabelt, at butikkerne ikke prismærker, for det er et direkte lovkrav. Folk skal kunne se prisen ude fra gaden, så de kan beslutte, om de overhovedet vil gå ind i butikken, siger jurist Tine Dhanda fra Forbrugerrådet.
Det er lettere at gå væk fra butikken, hvis man med det samme kan se, at en kjole koster 5000 kroner, som man ikke har råd til at betale, tilføjer hun.
Flere butikschefer i Københavns centrum medgiver over for 24timer, at de ikke kender loven på området. Det er dog ingen undskyldning, fastslår Forbrugerrådet.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde