Ekspert: Absurd milliardkrav mod TV2

Det er absurd, at TV2 bliver mødt med et samlet erstatningskrav på 3,4 milliarder kroner i to sager om ulovlig konkurrence. Sådan lyder det fra Oluf Jørgensen, der er ekspert i mediejura på Journalisthøjskolen.

- Kravets størrelse på 3,4 milliarder kroner er ganske absurd. Det er en svimlende sum og et fuldstændig uhørt krav, som ikke har noget med virkeligheden at gøre, siger han.

Kravet dækker over godt 1,64 milliarder kroner plus renter, som Viasat mener at have til gode som følge af rabatter på reklamer fra TV2's side og desuden 1,75 milliarder til staten som følge af uanmeldt statsstøtte.

Sagen er i følge medieprofessoren den seneste i en endeløs række at retskrav mod TV2.

- Denne her årrække med retssager fra Viasat, og i nogle tilfælde også andre private aktører mod TV2, det er endeløst. Bare det krav, som er rejst nu, vil tage mange år før det er afgjort, siger han.

- Det vil tage yderligere år, fordi en del af sagen først skal afgøres ved EF-Domstolen - og det tager lang tid i sig selv, siger Oluf Jørgensen.

Han tør dog ikke på forhånd spå om, hvorvidt den ene eller anden part får delvist ret.

- Det er meget kompliceret stof. Det ene handler om konkurrencelovgivning, og det andet handler om statsstøttereglerne. Det er ikke kun i Danmark, der kører sager om det. Det gør der i en række EU-lande mellem aktører på tv-området, siger han.

TV2 afviser kravet fra Viasat, og administrerende direktør Merete Eldrup kalder retssagerne for "absurd teater" og fastslår, at TV2 slet ikke har 3,4 milliarder kroner. Viasat ønsker ikke at udtale sig, før der er faldet dom.

/ritzau/

TV2 bliver mødt med erstatningskrav på 3,4 milliarder kroner i to konkurrencesager. Absurd, siger ekspert.

Offentliggjort Sidst opdateret