Ekspert advarer mod fartforsøg på landevej

- Når regeringen hæver hastigheden på landevejene med 10 kilometer i timen, så hæver den også antallet af dræbte og kvæstede i trafikken.

Så klar lyder advarslen fra Harry Lahrmann, trafikforsker ved Aalborg Universitet.

Regeringen vil som forsøg lade de danske billister køre hurtigere på udvalgte landevejsstrækninger ved at hæve farten fra 80 til 90 kilometer i timen. Det fremgår af regeringens udspil "Danmark i balance".

Men trafikforsker Harry Lahrmann advarer mod forsøget, fordi det ikke stemmer overens med forskningens resultater og tidligere erfaringer.

- Det harmonerer overhovedet ikke med målene og forskningen på trafiksikkerheden. Der vil ske akkurat det samme som i 2004, hvor man hævede hastigheden til 130 km/t og skabte en masse ulykker, siger trafikforskeren.

Han understreger, at selvom der de sidste 20 år har været færre dræbte i trafikken, er det ikke tilfældet på landevejene.

- Landevejene er et stort problem i forvejen, hvor der sker flere ulykker. Vi har haft svært ved at finde frem til en løsning. Dette forsøg vil forværre situationen, siger Harry Lahrmann.

Hvis man ifølge Harry Lahrmann vil undgå flere ulykker, kræver det investeringer i øget sikkerhed på forsøgsstrækningerne og en omfattende ombygning af vejene.

- Hvis man kombinerer det med ombygning af vejene, bliver det sikrere. Men man skal gå fra de almindelige tosporede landeveje til tosporede motortrafikveje. Det koster et milliardbeløb og er et stort arbejde, siger trafikforskeren.

De kommende måneder skal vejdirektoratet udpege de strækninger, hvor farten kan hæves. Hovedparten af de hurtige landeveje vil dog ifølge Jyllands-Posten komme til at ligge i Midt-og Vestjylland samt Sønderjylland.

/ritzau/

Det vil betyde flere dræbte på landevejene, hvis regeringen gennemfører forsøget om at hæve hastigheden på landevejene, lyder det fra trafikforsker.

Offentliggjort Sidst opdateret