Fundet af et velbevaret skibsvrag i Østersøen har fået rigeligt medieomtale, da det fredag blev lanceret som "kongeskib" og kædet sammen med Valdemar Atterdags plyndringstogter for 650 år siden.
Men skibsvraget, som et dykkerhold fra Sverige netop har opsporet på 100 meters dybde ud for øen Gotland, har efter alt at dømme intet at gøre med den danske middelalderkonge.
Det vurderer en af Danmarks førende eksperter i skibsvrag, som stiller sig stærkt tvivlende over for den spektakulære historie efter at have set et billede af skibsvraget i svensk presse.
- Jeg tror simpelthen ikke på det. Jeg mener ikke, at skibet stammer fra den givne periode, siger marin-arkæolog Jørgen Dencker, som er museumsinspektør på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.
- Jeg ved fra mine svenske kolleger, som jeg efterfølgende har kontaktet, at de også tvivler, tilføjer han.
Skibet passer ganske enkelt ikke til vores generelle viden om vrag fundet i Østersøen, lyder det.
- De ældste vrag, der stadig er rimeligt intakte, er ikke ældre end 500 år gamle. Vrag, som er ældre end det, bliver angrebet af mikroorganismer og falder fra hinanden, tilføjer han.
Det særdeles velbevarede skib, som dykkerholdet netop har fundet, måler næsten 28 meter i længden og syv meter i bredden.
Dermed er det for stort til at være af skibstypen kogge, som var moderne i 1300-tallet, hvor Valdemar Atterdag indtog den driftige hansestad Visby på Gotland og brandbeskattede byens borgere.
- Jeg tror ikke, at der er tale om en kogge, og dermed falder historien også, siger Jørgen Dencker.
Han efterlyser nu flere facts på bordet, før man kan udtale sig konkret om skibets datering.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet