Ekspert: Antorinis opfordring til kommuner er nybrud

Det er en helt usædvanlig situation, at undervisningsministeren direkte opfordrer kommunerne til at gå i gang med at indføre dele af skolereformen allerede nu.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger professor Poul Erik Mouritzen fra Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet.

- Jeg kan ikke huske andre eksempler på, at man ikke har fået en lov igennem i Folketinget, men alligevel opfordrer kommunerne til at gennemføre loven. Det er det, man kan kalde en parlamentarisk nyskabelse, siger han.

- Man går simpelthen ud fra, at der vil være flertal for reformen i en ny regering, tilføjer han.

Trods konservativt veto mod den skoleaftale, som regeringen i sidste uge indgik med Venstre og Dansk Folkeparti, er der ikke noget lovmæssigt til hinder for, at omkring 80 procent af indholdet kan blive til virkelighed allerede næste år, skriver Politiken.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) opfordrer direkte kommunerne til at gå i gang.

- Brug mulighederne for at gå i gang nu. I behøver ikke engang at vente til 2014, siger hun til Politiken.

Men selvom der ikke er nogen lovmæssig hindring for, at folkeskolerne allerede til næste år kan undervise eleverne i engelsk fra første klasse, give dem en idrætstime hver dag og sætte flere matematik- og dansktimer på skemaet, så er det langt fra sikkert, det vil ske.

For det afhænger nemlig helt af, om kommunerne får en pose penge til at tyvstarte med de dele af folkeskolereformen, der ikke kræver lovændring, siger Poul Erik Mouritzen.

- Det afhænger af, om man i budgetforhandlingerne får givet kommunerne så mange penge, at de kan gå i gang med indførelsen, siger han.

Og selvom kommunerne så får nogle milliarder til at øge timetallet og efteruddanne lærerne, så er der stadig ingen garantier.

- Problemet er, at nogle kommuner er klemte, mens andre har forholdsvist mange penge.

- Man kan sagtens forestille sig, at de fattige kommuner, der har problemer med at få budgettet til at hænge sammen, bruger pengene til at få enderne til at mødes frem for den nye folkeskolereform, siger Poul Erik Mouritzen.

Der har ifølge Poul Erik Mouritzen været flere fortilfælde, hvor kommunerne har fået afsat en pose penge til for eksempel daginstitutioner eller ældrepleje, men hvor undersøgelser senere har vist, at pengene mange steder er brugt til helt andre formål.

/ritzau/