Ekspert: Kronprinspar spiller smart kort i Herlufsholm-melding
Kronprinsparret spiller på, at de først og fremmest er forældre i udtalelse om Herlufsholm, mener ekspert.
Det er "meget moderne", at kronprinsparret deler deres overvejelser med offentligheden om deres ældste børns skolegang på Herlufsholm.
Men det er også usædvanligt, siger historiker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen.
- Det er noget, man gør, når man er trængt. Men det svarer også til den mere personlige stil, som kronprinsparret har, siger han.
Reaktionen kommer, efter at kronprinsparret i en udtalelse fredag eftermiddag har delt deres overvejelser om prins Christian og prinsesse Isabellas gang på skolen.
Parret drager ingen konklusioner i udtalelsen, men siger, at de venter på undersøgelserne af Herlufsholm, der blev igangsat efter afsløringer om vold og mobning på skolen gennem en årrække, og dermed vinder parret sig ifølge historikeren tid.
- Det er fornuftigt at vinde sig tid. For alternativet havde været at skrige højt og tage børnene ud af skolen, og den strategi har to problemer: Børnene har lyst til at gå på skolen, og at det er useriøst, før undersøgelserne er klar, siger han.
Ifølge Sebastian Olden-Jørgensen er det mest prekære ved sagen for kongehuset, at Kronprinsesse Mary er formand for Mary Fonden, der bekæmper mobning.
- Men det er ikke et større problem, fordi det er et indirekte problem, og kronprinsparret har ikke ansvaret for Herlufsholm, siger han.
Samtidig siger kongehuseksperten, at parret spiller et smart kort ved at trække på deres rolle som forældre i fredagens udtalelse.
- De flytter fokus hen på noget følelsesmæssigt, og det kan enhver forstå.
- De siger, at mobning er forfærdeligt, men de siger også, at de er forældre, der skal lytte til deres børn, siger historikeren.
Ifølge ham minder sagen om, da den siddende statsminister, Mette Frederiksen (S), i 2010 valgte at flytte sin datter på privatskole, efter at hun forinden havde kritiseret netop privatskolen for at være en institution for kun ressourcestærke forældre.
Prins Christian går på gymnasiet på Herlufsholm, mens prinsesse Isabella efter planen begynder i 9. klasse efter sommerferien.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned