Ekspert: Lene Espersen gør alt forkert

Først var der sagerne om at holde for meget ferie og nu verserer der en sag om en eller flere e-mails, som måske er slettet, og om mulige forkerte oplysninger til Folketinget.

Den konservative leder Lene Espersen går ind til partiets landsråd i weekenden med et hav af dårlige sager i bagagen.

Og selvom hun måske ikke får direkte kritik, så vil hun komme til at savne opbakning fra sine partifæller. Sådan lyder spådommen fra politisk kommentator Peter Goll fra Geelmuyden. Kiese, der er tidligere presserådgiver for SF.

- Det man vil se, er ikke så meget det, der sker i forhold til hende, men mere det, der ikke sker. Normalt vil der på et landsråd være bred opbakning til lederens kurs, men den vil være til at overse, siger han.

Han sammenligner det kommende landsråd med Socialdemokraternes netop overståede kongres, hvor Helle Thorning-Schmidt fik ubetinget opbakning fra partifællerne. Sådan vil det ikke gå for Lene Espersen ifølge Peter Golls kilder i Det Konservative Folkeparti.

- Per Stig Møller og andre topkonservative får en varm modtagelse på deres landsråd, fordi man vil vise, at der også er andre stærke folk i partiet. Og det er den kontrast til opbakningen til hende, der ikke er så helhjertet, siger Peter Goll.

Han mener dog ikke, at der vil være kritik eller stikpiller til lederen fra personer højt placeret i partiet, og han giver selv Lene Espersen følgende skudsmål:

- Lige siden hendes feriesag har Lene Espersen gjort alt forkert. De sager, hun har håndteret, har hun håndteret meget skidt, og det fortsætter hun tilsyneladende med, siger han.

/ritzau/

Opbakningen til den Konservative leder Lene Espersen vil være til at overse på partiets landsråd, forudser politisk kommentator Peter Goll.

Offentliggjort Sidst opdateret