Når videnskabsministeren retter "en meget alvorlig kritik" af Københavns Universitet og vil føre et skærpet tilsyn bag universitetsmurerne, så er det ikke hverdagskost.
Det vurderer lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing over for Ritzau.
- Det er usædvanligt, og jeg har ikke set et tidligere tilfælde. Kritikken er alvorlig i den forstand, at ministeren går så tæt på universitetet, som hun overhovedet har juridisk mulighed for - nemlig at føre et skærpet tilsyn, siger han.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) rettede tirsdag en skarp kritik mod KU, fordi hun var stærkt utilfreds med, at bestyrelsen på Københavns Universitet frikendte sig selv og rektor Ralf Hemmingsen i sagen om hjerneforskeren Milena Penkowa.
Universitetet mente, at de mange skandalesager om Milena Penkowa var blevet håndteret efter bogen, til trods for at Kammeradvokatens undersøgelse indeholdt en række kritikpunkter af KU.
Sten Bønsing mener, at videnskabsministeren ikke har fuld tillid til universitetet, når hun vil foretage et skærpet tilsyn.
- Hun ånder KU voldsomt i nakken i øjeblikket, og hun har tænkt sig at følge sagen meget tæt, siger han.
Ifølge Sten Bønsing går det skærpede tilsyn højst sandsynligt ud på, at ministeren holder et ekstra godt øje med, hvad der sker bag universitetsmurerne.
- Det betyder formentlig, at hun vil have universitetet til at indberette til hende, hvad man har tænkt sig at gøre for at efterleve Kammeradvokatens kritik. Og hvordan man har tænkt sig at forebygge, at der kommer tilsvarende sager i fremtiden, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde